Sagsfremstilling:
Finanstilsynet blev spurgt, om det var i overensstemmelse med god skik, når et forsikringsselskab krævede, at forsikringstagere besad danskkundskaber, før der kunne tegnes en forsikring.
Afgørelse/begrundelse:
Det er Finanstilsynets opfattelse, at et forsikringsselskab som udgangspunkt er frit stillet med hensyn til, om det vil acceptere en forsikringsbegæring eller ej, og at der gælder vide grænser for at fastsætte den forretningspolitik, man måtte ønske.
Finanstilsynet anser det for overensstemmende med § 3 i lov om finansiel virksomhed, at et forsikringsselskab har en politik om kun at betjene dansktalende personer, specielt herunder når der er tale om en praktisk foranstaltning som i det foreliggende tilfælde, hvor man ikke har ressourcer til at ansætte personer, der er forsikringskyndige i andre sprog end dansk.