Bekendtgørelse om revisionens gennemførelse i finansielle virksomheder m.v. samt finansielle koncerner (revisionsbekendtgørelsen) § 9, stk. 4 - Oprettelse af intern revision

24-07-2003

Finanstilsynets afgørelse af 13. december 2007

 

Afgørelse


Ved beregning af grænsen for oprettelse af intern revision skal der tages hensyn til koncernforhold.

I koncerner, hvor modervirksomheden ikke er en finansiel virksomhed eller en finansiel holdingvirksomhed, beregnes antal ansatte særskilt for de enkelte finansielle selskaber i koncernen.

I koncerner, hvor modervirksomheden er en finansiel virksomhed eller en finansiel holdingvirksomhed beregnes antal ansatte samlet set for hele koncernen inkl. alle datterselskaber, dvs. også evt. ikke-finansielle datterselskaber og udenlandske datterselskaber. Eventuelle medarbejdere i interne revisionsafdelinger i udenlandske datterselskaber kan dog fratrækkes ved opgørelsen.

Begrundelse


Det fremgår af bekendtgørelse nr. 1224 af 22. oktober 2007 (revisionsbekendtgørelsen) § 9, stk. 3 og 4, at virksomheder, der i de to seneste regnskabsår på balancetidspunktet i gennemsnit har haft 125 eller flere fuldtidsansatte, skal der oprettes en intern revision. Bestemmelsen finder tilsvarende anvendelse for koncerner.

Sagsfremstilling


Ved bekendtgørelse nr. 1224 af 22. oktober 2007 (revisionsbekendtgørelsen), med ikrafttrædelse den 1. januar 2008, blev grænsen for, hvornår der skal oprettes intern revision, ændret til 125 fuldtidsansatte. I denne forbindelse, blev der stillet en række spørgsmål til fortolkningen af § 9, stk. 4 (som ikke er ny eller ændret), hvorefter grænsen for intern revision finder tilsvarende anvendelse for koncerner.

 

Senest opdateret 17-12-2007