Regnskabsbekendtgørelsen § 47 - Regnskabskontrol - Danske Andelskassers Bank

24-07-2003

Bestyrelsen og direktionen for
Danske Andelskassers Bank og
Sammenslutningen Danske Andelskasser

15. december 2008



Danske Andelskassers Bank - regnskabskontrol årsrapport 2007 og halvårsrapport 1. halvår 2008 samt Sammenslutningen Danske Andelskasser

Indledning


Finanstilsynet har foretaget kontrol af Danske Andelskassers Banks årsrapport for 2007. Dette er sket som led i den kontrol af finansielle virksomheders årsrapporter, som Finanstilsynet udfører i medfør af § 344 i lov om finansiel virksomhed. 

Finanstilsynets afgørelse


På baggrund af Danske Andelskassers Banks afgivne svarbreve og redegørelser er det Finanstilsynets opfattelse, at bankens måling af kapitalandele i Grønlandsbanken ikke er i overensstemmelse med reglerne i regnskabsbekendtgørelsens1 § 47. 

Det er Finanstilsynets opfattelse, at der er tale om en væsentlig fejl i såvel bankens årsrapport for 2007 som i halvårsrapporten for 1. halvår 2008.

Da Danske Andelskassers Bank er ejet af Sammenslutningen Danske Andelskasser vil den væsentlige fejl have en afledt effekt på Sammenslutningen Danske Andelskassers årsrapport for 2007 og halvårsrapport for 1. halvår 2008, hvor fejlen ligeledes anses for væsentlig. 

Finanstilsynet skal derfor i medfør af § 197 i lov om finansiel virksomhed:

 

  • påbyde Danske Andelskassers Bank at udarbejde korrigerende/supplerende information til årsrapporten for 2007 og halvårsrapporten for 1. halvår 2008, hvor kapitalandele i Grønlandsbanken er indregnet til børskursen (lukkekursen) på balancedagen.

  • påbyde Sammenslutningen Danske Andelskasser at udarbejde korrigerende/supplerende information til årsrapporten for 2007 og halvårsrapporten for 1. halvår 2008, hvor der foretages en konsekvensrettelse af de ændrede regnskabstal fra Danske Andelskassers Bank.

  • påbyde Danske Andelskassers Bank fremadrettet at opfylde de i appendiks 2 og 3 angivne bestemmelser.

Af den korrigerende/supplerende information skal det fremgå:  

  • at den af banken henholdsvis sammenslutningens tidligere offentliggjorte finansielle information i form af årsrapporten for 2007 og halvårsrapporten for 1. halvår 2008 indeholder en væsentlig fejl.
  • hvorledes korrektionen af fejlen påvirker bankens henholdsvis sammenslutningens årsrapport for 2007 og halvårsrapport for 1. halvår 2008, herunder årsrapportens og halvårsrapportens forskellige elementer, poster, noter m.v.
  • at den korrigerende/supplerende information offentliggøres efter påbud fra Finanstilsynet.

Der henvises til appendiks 1, hvor Finanstilsynet har anført minimums- og formkrav til den korrigerende/supplerende information til årsrapporten for 2007 og halvårsrapporten for 1. halvår 2008.
Bankens henholdsvis sammenslutningens ledelse skal afgive en ledelsespåtegning, som omfatter den korrigerende/supplerende information, i overensstemmelse med lov om finansiel virksomhed § 185. Den korrigerende/supplerende information til årsrapporten for 2007 skal revideres af bankens henholdsvis sammenslutningens eksterne revisor.

Finanstilsynet skal gøre opmærksom på, at den korrigerende/supplerende information ikke skal betragtes som en integreret del af den allerede offentliggjorte årsrapport for 2007, men som et tillæg hertil. Banken og sammenslutningen skal i næstkommende årsrapport tilrette fejlen i overensstemmelse med regnskabsbekendtgørelsens § 82. 

Danske Andelskassers Bank og Sammenslutningen Danske Andelskasser skal offentliggøre den korrigerende/supplerende information på samme måde som årsrapporten for 2007 og halvårsrapporten for 1. halvår 2008, herunder på bankens og sammenslutningens hjemmeside.

Den korrigerende/supplerende information skal indsendes til Finanstilsynet i 3 eksemplarer. Finanstilsynet videresender det ene af eksemplarerne vedrørende årsrapporten for 2007 til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, hvor den korrigerende/supplerende information gøres tilgængelig efter de af styrelsen herfor fastsatte regler. 

Danske Andelskassers Bank og Sammenslutningen Danske Andelskasser skal samtidig foretage korrektion af indberetning til Finanstilsynet vedrørende årsrapporten for 2007 og halvårsrapporten for 1. halvår 2008. For begge årsrapporter kan banken og sammenslutningen nøjes med at foretage korrektionen vedrørende resultatopgørelse, balance og egenkapital. Øvrige konsekvensrettelser skal ikke foretages, men skal ændres ved indberetningen af primo tallene vedrørende årsrapporten for 2008.

Frist for indsendelse af ovennævnte korrigerende/supplerende information samt korrektion af indberetninger er 19. december 2009.
Finanstilsynet gør opmærksom på, at Fondsrådet har udsendt en vejledning om "virkning af Fondsrådets afgørelser om ændring af regnskabsinformation i års- og delårsrapporter". Vejledningen behandler i vid udstrækning selskabsretlige og regnskabsmæssige konsekvenser af påbud, som også vil være gældende for ikke-børsnoterede virksomheder. 

Denne afgørelse kan i henhold til § 372, stk. 1 i lov om finansiel virksomhed indbringes for Erhvervsankenævnet, Kampmannsgade 1, Postboks 2000, 1780 København V, senest 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt. Indbringelse af sagen for Erhvervsankenævnet er forbundet med et gebyr.

1) Bekendtgørelse nr. 1466 af 13. december 2006 om finansielle rapporter for kreditinstitutter og fondsmæglerselskaber (for så vidt angår årsrapporten 2007) og bekendtgørelse nr. 1265 af 26. oktober 2007 om finansielle rapporter for kreditinstitutter og fondsmæglerselskaber (for så vidt angår halvårsrapporten 1. halvår 2008).

Se den fulde afgørelse her (pdf)

 

Senest opdateret 23-02-2009