Finanstilsynet har i en principiel afgørelse afvist at godkende et børsnoteret selskabs prospektudkast i forbindelse med en planlagt emission af nye aktier. Afvisningen sker med baggrund i værdipapirhandelslovens § 23, stk. 3. Denne bestemmelse siger, at et prospekt skal indeholde tilstrækkelige oplysninger til at investorer kan opnå et velbegrundet skøn over udstederens aktiver og passiver, finansielle stilling og fremtidsudsigter.
Sagen drejer sig om et børsnoteret selskab, hvis væsentligste aktivitet er aktier i et andet selskab, som via en række selskaber ejer en andel af et nærmere defineret forretningsprojekt under udvikling. Dette projekt er den eneste egentlige aktivitet i denne gruppe selskaber.
Finanstilsynet har bedt virksomheden om at fremsende regnskabsoplysninger for de selskaber, hvor den egentlige aktivitet finder sted. Dette har virksomheden oplyst ikke at være i stand til, og Finanstilsynet har derfor afvist at godkende prospektet, da der ikke foreligger oplysninger, der kan dokumentere værdien af aktiverne.
Sagen har været forelagt Fondsrådet.