Sagsfremstilling
Ved ikrafttræden af lov om forsikringsformidling den 1. januar 2005 blev forsikringsrådgivning, der tilbydes uden sammenhæng med de øvrige forsikringsmægleraktiviteter, omfattet af begrebet forsikringsmæglervirksomhed. Aktivitet som forsikringsrådgiver kunne dermed ikke længere udøves uden Finanstilsynets tilladelse som forsikringsmægler.
Overgangsordningen i lov om forsikringsformidling § 56 a trådte i kraft den 1. juli 2006. Overgangsordningen giver en person ret til under visse betingelser at fortsætte som forsikringsrådgiver samtidig med, at personen inden den 1. januar 2011 erhverver sig uddannelsen som forsikringsmægler.
Formålet med overgangsordningen har været at sikre at personer, der ikke tidligere havde været omfattet af et krav om tilladelse som forsikringsmægler, fik en rimelig periode til at opfylde kravet om at bestå uddannelsen som forsikringsmægler.
Det er en betingelse for at blive omfattet af overgangsordningen, at ansøger kunne dokumentere, at han inden den 1. januar 2005 udelukkende havde været beskæftiget med forsikringsrådgivning.
Afgørelse og begrundelse
To personer indsendte ansøgning til Finanstilsynet om at blive omfattet af overgangsordningen.
Det fremgik af ansøgningerne, at de ikke opfyldte betingelsen om ikke før den 1. januar 2005 at have udøvet aktivitet som forsikringsmægler.
Den ene ansøger havde tidligere haft Finanstilsynets tilladelse som forsikringsmægler efter en tidligere overgangsregel, men havde fået inddraget tilladelsen, fordi han ikke havde opfyldt betingelsen for tilladelsen.
Den anden ansøger havde medsendt arbejdsgivererklæringer, der viste, at han ikke udelukkende havde beskæftiget sig med forsikringsrådgivning.
Finanstilsynet meddelte derfor afslag til de pågældende personer på deres ansøgninger om at blive omfattet af overgangsordningen i medfør af § 56 a i lov om forsikringsformidling.
Finanstilsynets afgørelser blev indbragt for Erhvervsankenævnet, der har stadfæstet Finanstilsynets afgørelser.