Afslag på ansøgning om fondsmæglerselskabstilladelse - Min Formue A/S - Lov om finansiel virksomhed § 14, stk. 1-3

24-07-2003

Finanstilsynets afgørelse af 17. november 2008. Afgørelsen har været forelagt Det Finansielle Virksomhedsråd. Afgørelsen er anonymiseret af hensyn til enkeltpersoner.

 

Afgørelse


Finanstilsynet har efter forelæggelse for Det Finansielle Virksomhedsråd truffet afgørelse om afslag på en fondsmæglerselskabsansøgning fra Min Formue A/S, jf. § 14, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 897 af 4. september 2008, med henvisning til, at betingelserne for meddelelse af fondsmæglerselskabstilladelse, jf. § 14, stk. 1, nr. 2 og 3, ikke har været opfyldt.

Sagsfremstilling


Finanstilsynet har modtaget en fondsmægleransøgning fra Min Formue A/S, jf. § 14, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed.

Retligt grundlag


Af § 14, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 897 af 4. september 2008 (herefter benævnt FiL), følger, at en ansøgning om tilladelse som fondsmæglerselskab skal indeholde de oplysninger, der er nødvendige til brug for Finanstilsynets vurdering af, om betingelserne efter bestemmelsens stk. 1 er opfyldt, herunder størrelsen af de kvalificerede andele og virksomhedens organisation.

Finanstilsynets behandling af en fondsmæglerselskabsansøgning er reguleret i FiL § 14. Af bestemmelsens stk. 1 følger de betingelser, der skal være opfyldt for, at tilsynet kan give fondsmæglerselskabstilladelse. Som betingelse stilles blandt andet, at ledelsesmedlemmerne er "egnede og hæderlige", og at ejere af kvalificerede andele ikke vil modvirke en forsvarlig og fornuftig forvaltning af fondsmæglerselskabet, jf. bestemmelsen stk. 1, henholdsvis nr. 2 og 3.

Kravene til ledelsesmedlemmers "egnethed og hæderlighed" følger af FiL § 64. Således følger det af bestemmelsens stk. 1, at et medlem af bestyrelsen og direktionen skal have fyldestgørende erfaring til at udøve hvervet eller stillingen, mens det af bestemmelsens stk. 2 følger, at et medlem af bestyrelsen og direktionen ikke kan bestride hvervet eller stillingen som henholdsvis bestyrelsesmedlem og direktør i en finansiel virksomhed, såfremt:  

 

  1. den pågældende er pålagt strafansvar for overtrædelse af straffeloven eller den finansielle lovgivning og denne overtrædelse indebærer risiko for, at hvervet eller stillingen ikke varetages på betryggende vis,
  2. den pågældende har anmeldt betalingsstandsning, indgivet begæring om tvangsakkord, konkurs eller gældssanering, er i betalingsstandsning, under konkursbehandling, gældssanering eller tvangsakkord,
  3. den pågældendes økonomiske situation eller selskaber, den pågældende ejer, eller hvori den pågældende deltager i driften, har påført den finansielle virksomhed tab eller risiko for tab eller
  4. den pågældende har udvist en sådan adfærd, at der er grund til at antage, at den pågældende ikke vil varetage hvervet eller stillingen på forsvarlig måde.

Kravene til ejere af kvalificerede andele, jf. FiL § 5, stk. 3, er, at de ikke vil modvirke en forsvarlig og fornuftig forvaltning af den finansielle virksomhed. Dette følger af FiL § 14, stk. 1, nr. 1, nr. 3, hvorefter det er en betingelse for at kunne meddele tilladelse til den finansielle virksomhed, at ejere af kvalificerede andele ikke vil modvirke en forsvarlig og fornuftig forvaltning af den finansielle virksomhed. Tilsvarende følger af FiL § 61, stk. 2, hvorefter Finanstilsynet kun kan godkende en erhvervelse eller forøgelse af en kvalificeret andel, når dette ikke strider mod hensynet til at sikre en forsvarlig og fornuftig forvaltning af den finansielle virksomhed.

Kravene i FiL til ledelsesmedlemmers "egnethed og hæderlighed" er begrundet i hensynet til den finansielle virksomhed, kunderne i den finansielle virksomhed samt almene samfundsinteresser såsom at skabe og bevare tillid og troværdighed til det finansielle system, herunder til finansielle virksomheder.

Kravene i FiL til ejere af kvalificerede andele er begrundet i de samme hensyn som kravene i FiL til ledelsesmedlemmers "egnethed og hæderlighed" og skyldes antagelsen om, at ejerkredsen bag en finansiel virksomhed øver væsentlig indflydelse på virksomhedens drift. Ejere (juridiske såvel som fysiske personer), som myndighederne ikke har tilstrækkelig tillid til, skal derfor forhindres i at eje en finansiel virksomhed, fordi der er risiko for, at de ikke vil medvirke til at sikre en forsvarlig drift af den finansielle virksomhed.

I tilfælde af manglende opfyldelse af betingelserne, jf. FiL § 14, stk. 1, kan Finanstilsynet afslå en ansøgning om tilladelse som fondsmæglerselskab, jf. FiL § 14, stk. 3.

Vurdering


Finanstilsynet har vurderet, at en eller flere af de påtænkte bestyrelsesmedlemmer efter en samlet vurdering falder ind under FiL § 64, hvorefter tilsynet ikke kan meddele den søgte fondsmæglerselskabstilladelse med de omhandlede påtænkte bestyrelsesmedlemmer i fondsmæglerselskabets bestyrelse, jf. FiL § 14, stk. 1, nr. 2.

Videre har Finanstilsynet ikke haft tilstrækkelig tillid til, at en eller flere af de påtænkte ejere af en kvalificeret andel ikke vil modvirke en forsvarlig og fornuftig forvaltning af fondsmæglerselskabet, hvorfor tilsynet heller ikke kan meddele den søgte fondsmæglerselskabstilladelse med en eller flere af de påtænkte ejere af en kvalificeret andel af fondsmæglerselskabet, jf. FiL § 14, stk. 1, nr. 3.

Senest opdateret 17-11-2008