Forespørgsel om et skadeforsikringsselskab med koncession til at tegne forsikringer i forsikringsklasserne 14 og 15 kan stille den garanti for et engagement, der er nødvendig for at anse engagementet for et engagement med skadeforsikringsselskabet i stedet for som et engagement med banken; jf. bekendtgørelse om realkreditinstitutters store engagementer § 4.
Efter bekendtgørelse om realkreditinstitutters store engagementer § 4 er det en betingelse for at anse det garanterede engagement som et engagement med garantistilleren, at engagementet er garanteret af et kreditinstitut i zone A.
Bekendtgørelsen er en implementering af direktiv om overvågning af og kontrol med kreditinstitutters store engagementer. Ved implementeringen af direktivet blev der blandt andet lagt vægt på, at en garanti som den nævnte skulle være tilstrækkelig sikker, og man ikke burde give mulighed for at drive tilsynsarbitrage.
En garanti fra et skadeforsikringsselskab giver således ikke mulighed for, at et realkreditinstitut kan opgøre den garanterede sagsgarantiportefølje som et engagement med det garanterende skadeforsikringsselskab i stedet for som et engagement med banken.