Sagsfremstilling
Finanstilsynet blev forespurgt om, der foreligger en saglig begrundelse, når en internetbank uden kassefunktion og uden mulighed for at udstede et rent hævekort nægter en kunde muligheden for at oprette en lønkonto. Et rent hævekort, er et kort, der kun kan bruges i bankens hæveautomater. Dette skete med henvisning til, at bankens produkt ikke kunne anvendes som lønkonto, da kunden ikke har mulighed for at hæve på kontoen, da banken ikke ønsker at give kunden et kort med kreditfaciliteter eller mulighed for overtræk.
Retligt grundlag
Det følger af § i bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder, at et pengeinstitut ikke uden en individuel og saglig begrundelse kan nægte at oprette en almindelig indlånskonto. Begrundelsen skal på anmodning gives i papirformat eller på andet varigt medium.
Der fremgår følgende om bestemmelsen i vejledning nr. 10.179 af 12. oktober 2007 til bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder:
"Bestemmelsen indeholder krav til pengeinstitutterne om at oprette en almindelig indlånskonto, medmindre der er en individuel saglig begrundelse for at nægte det, men den giver ikke en egentlig civilretlig kontraheringspligt. Indholdet af kriteriet »saglig begrundelse« skal forstås i overensstemmelse med Pengeinstitutankenævnets praksis på området.
Retten til en almindelig indlånskonto gælder alene for privatkunder, idet de som lønmodtagere eller modtagere af offentlige ydelser har behov for en konto for at kunne modtage løn og andre ydelser her i landet. Det samme gør sig gældende for personer bosat i udlandet med tilsvarende behov. Der er ikke pligt til at knytte kreditfaciliteter eller andre ydelser til indlånskontoen. Pengeinstitutterne er heller ikke forpligtet til at tilbyde konti, hvor der er særlige fordele eller vilkår. Det er uden betydning, hvilke andre konti pengeinstituttet ellers tilbyder deres kunder. Konti, hvis formål eksempelvis er investering, falder således også uden for bestemmelsens anvendelsesområde.
Pengeinstituttet kan dog afvise at oprette eller videreføre en indlånskonto, hvis det er sagligt begrundet. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis kunden optræder anstødeligt eller er til gene for pengeinstituttets øvrige kunder og/eller ansatte. Et pengeinstitut kan derimod ikke afvise at oprette en indlånskonto med den begrundelse, at kunden er registreret i RKI."
Finanstilsynets vurdering
Finanstilsynet vurderer, at internetbanker skal være omfattet af bestemmelsen i § 19 i god skik bekendtgørelsen i samme omfang som andre banker, hvilket betyder, at der skal være en individuel og saglig begrundelse for ikke at tilbyde en kunde en almindelig indlånskonto. Det er ikke en individuel og saglig begrundelse, at kunden ikke kan hæve på kontoen, fordi banken ikke vil stille en hævefacilitet til rådighed for denne. Internetbankerne må tilrettelægge deres virksomhed på en sådan måde, at det er muligt for kunderne at hæve deres indestående på kontoen. Dette kan f.eks. være ved, at kunden får et hævekort og adgang til at benytte det i andre bankers hæveautomater eller filialer, eller at kunden får et hævekort med debetkontrol f.eks. et VISA Electron kort, som kan benyttes i andre hæveautomater eller ved køb i flere forretninger.
Finanstilsynet finder i den forbindelse ikke, at det er nok til at opfylde forpligtelsen i § 19 i god skik bekendtgørelsen, at kunden har mulighed for at overføre pengene via netbank til en anden bank. Hvis dette kunne accepteres, ville det betyde, at kunderne i disse tilfælde skulle have to almindelige indlånskonti i to banker.