Sagsfremstilling
På Finanstilsynets hjemmeside er den 31. juli 2003 offentliggjort en afgørelse af 26. juni 2003 om, at hensættelser til ugaranterede policemæssige ydelser skal indgå i regnskabsposten Garanterede ydelser, og ikke i regnskabsposten Bonuspotentiale på fripoliceydelser.
Afgørelsen blev efterfølgende indbragt for Erhvervsankenævnet.
Afgørelse/Begrundelse
Finanstilsynet har efter en fornyet overvejelse af sagen besluttet at trække afgørelsen af 26. juni 2003 tilbage.
Da selskabet har informeret kunderne om størrelsen af de ugaranterede policemæssige ydelser, har Finanstilsynet påbudt selskabet at tilpasse de anmeldte regler således, at det fremgår, at selskabet ikke kan anvende den del af Bonuspotentiale på fripoliceydelser, der hidrører fra de særskilte ugaranterede policemæssige ydelser, til at dække tab, før kunden har modtaget meddelelse om, at den tildelte ugaranterede tillægspolice er bortfaldet eller nedsat som følge af tildeling af negativ bonus i overensstemmelse med forsikringsaftalens bestemmelser herom.