Et selskab, der var registreret i et EU-land, og som ikke havde tilladelse som investeringsselskab i hjemlandet anmodede Finanstilsynet om tilladelse til at ansætte en dansk statsborger bosiddende i Danmark. Selskabet oplyste, at det var hensigten, at den pågældende skulle markedsføre produkter for selskabet, herunder investeringsbeviser til danske kunder.
Endvidere anmodede selskabet om en afklaring af, hvorvidt selskabet skulle notificeres hos Finanstilsynet.
Finanstilsynet meddelte, at markedsføring af investeringsforeningsandele i Danmark kræver tilladelse som værdipapirhandler jf. værdipapirhandelslovens § 4, stk. 1, hvis det ikke er foreningen eller dets administrationsselskab, der forestår markedsføringen.
Endvidere meddelte Finanstilsynet, at selskabet ikke kunne notificeres i Danmark, idet det ikke har tilladelse som investeringsselskab i hjemlandet.