Sagsfremstilling:
Finanstilsynet blev forespurgt, hvorledes aktier, der henholdsvis udlånes og lånes som led i aktielån, skal medtages i långivers og låntagers opgørelser i henhold til bank- og sparekasselovens §§ 21, 21 a, 23, 23 a, 24 og 28 samt bekendtgørelser udstedt i medfør heraf.
Afgørelse/begrundelse:
Finanstilsynet meddelte følgende:
"Solvens
I solvensopgørelsen indgår de pågældende aktier for långiver, men ikke for låntager af aktierne, jf. kapitaldækningsbekendtgørelsen § 17, stk. 6 i opgørelsen af de nedvægtede aktiver poster i handelsbeholdningen og § 12, stk. 1, nr. 5, litra g) for aktier, der falder uden for handelsbeholdningen.
Låntager af aktierne skal dog - ligesom långiver - medtage en eventuel positiv markedsværdi i opgørelsen af leveringsrisiko, jf. bekendtgørelsen § 29, stk. 5, hvis betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt. En forudsætning herfor er, at enten nr. 1 eller nr. 2 i § 29, stk. 5, er opfyldt. Nr. 1 forudsætter, at der er tale om en aftale mellem markedsdeltagere, jf. bekendtgørelsens § 8, stk. 5.
Hvis hverken betingelse nr. 1 eller nr. 2 er opfyldt, skal aktielånet vægtes efter reglerne i § 12.
Det bemærkes, at det ikke er arten af værdipapiret, der afgør, hvorvidt betingelsen i nr. 1 er opfyldt eller ej.
Hvis der ikke er nogen kontant sikkerhedsstillelse (eller anden sikkerhedsstillelse), skal hele aktieudlånet vægtes i henhold til § 12.
En indgået nettingaftale, jf. bekendtgørelsens § 29, stk. 3, vil, hvis betingelserne til nettingaftalen i øvrigt er opfyldt, kunne omfatte aktielån på samme måde som opgørelse af den positive markedsværdi af ægte salgs- og tilbagekøbsforretninger, og ægte købs- og tilbagesalgsforretninger omfattet af poster med leveringsrisiko, jf. bekendtgørelsens bilag 5, afsnit XI, underafsnit 4.1, litra e) og f) samt underafsnit 4.2.
I opgørelsen af den ansvarlige kapital efter bank- og sparekasselovens § 21 a, stk. 3, 6, 7, 9 og 10 om beholdning af egne aktiver mv. og aktier mv. i andre kredit- og finansieringsinstitutter, aktier i forsikringsselskaber samt om beholdning af aktier medtager långiver af aktierne disse i opgørelsen af den ansvarlige kapital og foretager dermed eventuelle fradrag, mens låntager ikke medtager disse.
Aktier, der er fradraget i den ansvarlige kapital, § jf. bank- og sparekasselovens § 21 a, stk. 3, 6, 7, 9 og 10, medtages ikke i handelsbeholdningen, jf. kapitaldækningsbekendtgørelsens § 4, stk. 2, nr. 6.
Store engagementer
Finanstilsynet finder, at aktielån i forhold til bank- og sparekasselovens § 23 og 23 a, skal behandles på samme måde som genkøbsforretninger (repoer) og omvendte genkøbsforretninger (reverser) for henholdsvis långiver og låntager af aktierne, jf. §§ 2 og 4 i Finanstilsynets bekendtgørelse om særlig sikre krav for positioner i handelsbeholdningen.
For positioner i handelsbeholdningen, jf. ovenfor om kapitaldækningsbekendtgørelsens § 29, stk. 5, vil det sige, at långiver i engagement med låntager skal medtage aktierne til kursværdi på udlånstidspunktet og fradrage disse med 99,5 % for aktieudlån under et år (og 99 % for lån over 1 år). Dette beløb tillægges en eventuel positiv markedsværdi (aktuel markedsværdi fratrukket kursværdi på udlånstidspunktet).
Långiver skal derudover medtage de udlånte aktier i opgørelsen af engagementet med udstederen af aktierne.
Hvis låntager har stillet kontant sikkerhedsstillelse til långiver, skal låntager medtage dette i opgørelsen af engagementet med långiver på samme måde som ved reverseforretninger (omvendte genkøbsforretninger). I låntager engagement med långiver skal alene medtages den kontante sikkerhedsstillelse, der fratrækkes med 99,5 % for aktielån under 1 år (og 99 % for lån over 1 år). Dertil tillægges en eventuel positiv markedsværdi (kursværdi på udlånstidspunktet fratrukket aktuel markedsværdi).
Hvis der ikke er stillet kontant sikkerhedsstillelse medtages alene den eventuelle positive markedsværdi.
For positioner uden for handelsbeholdningen har långiver et engagement med låntager, hvori der kan foretages fradrag alt efter om der er sikkerhedsstillelse eller ej, jf. § 2 i bekendtgørelsen om særlig sikre krav. Eksempelvis vil en kontant sikkerhedsstillelse i form af pant i et indlån hos långiver give fuldt fradrag.
Långiver skal derudover medtage de udlånte aktier i opgørelsen af engagementet med udstederen af aktierne.
Hvis låntager har stillet kontant sikkerhedsstillelse til långiver, skal låntager medtage dette i opgørelsen af engagementet med långiver på samme måde som et almindeligt engagement (indskud) med långiver. Der gives ikke fradrag for de lånte aktier.
Aktiebeholdning
Ved opgørelsen af beholdningerne i henhold til bank- og sparekasselovens § 24 indgår de udlånte aktier for långiver, men ikke for låntager.
Likviditet
Ved opgørelsen af de likvide beholdninger efter bank- og sparekasselovens § 28 indgår de udlånte aktier ikke i långivers likvide beholdninger. For låntager kan de likvide beholdninger tillægges de lånte værdipapirer, hvis de i øvrigt opfylder betingelserne for at indgå i de likvide midler (f.eks. ikke være solgt videre/udlånt etc.)."