Pengeinstitutter m.v. - PA - BSL - § 34, stk. 5
Lov om banker og sparekasser m.v. § 34, stk. 5, og § 7, stk. 2 og 6, i bekendtgørelsen om revisionens gennemførelse i finansielle virksomheder og finansielle koncerner
Sagsfremstilling:
I bekendtgørelsen om revisionens gennemførelse i finansielle virksomheder og finansielle koncerner § 7, stk. 2, kræves, at revisionschefen har en teoretisk uddannelse svarende til, hvad der kræves for at blive statsautoriseret eller registreret revisor. I § 7, stk. 6, stilles tilsvarende krav til vicerevisions chefer, herunder stedfortrædere for revisionschefen.
Det vil sige, at man på ansættelsestidspunktet altid skal opfylde det på ethvert tidspunkt gældende uddannelseskrav. I modsat fald kræves dispensation.
På baggrund af et antal konkrete ansøgninger om dispensation fra denne bestemmelse, redegøres nedenfor for Finanstilsynets dispensationer. Førend adgang gives til kvalifikationseksamen som registreret revisor, skal man i dag have minimum tre års praktik uddannelse i en revisorvirksomhed og have fuldført enten HD i regnskabsvæsen med en toårig overbygningsuddannelse eller cand.merc.aud. studiet.
Indtil sommeren 1999 har også handelsskolerne udbudt revisoruddannelse. Sidste eksamen på handelsskolernes revisoruddannelse afholdes i sommeren 1999, hvorefter studerende, som ikke har afsluttet hele uddannelsen overflyttes til uddannelsesforløbet på HD.
Der vil således kun være tale om to mulige uddannelsesforløb i fremtiden.
1. HD i regnskabsvæsen med toårig revisoroverbygning, og
2. Cand.merc.aud.
Ved ansøgning om dispensation for uddannelseskravet vil Finanstilsynet lægge vægt på, om ansøger er i gang med ét eller to sidstnævnte studier, og om der er udsigt til, at den potentielle revisionschef eller vicerevisionschef således inden for en overskuelig fremtid vil opfylde uddannelseskravet i § 7.
Derudover vil der blive lagt vægt på det konkrete instituts relative størrelse.
Der kan således lettere gives dispensation for uddannelseskravet til en revisions- eller vicerevisionschef i en mindre finansiel virksomhed end til en revisions- eller vicerevisionschef i en større.