Lov om banker og sparekasser m.v. § 19 c, stk. 2, og Lov om investeringsforeninger og specialforeninger - Om begrebet "erhvervsvirksomhed"

12-01-1999

Finanstilsynets afgørelse af 12. januar 1999.

Sagsfremstilling:

Tilsynet er blevet spurgt, om det vil være i overensstemmelse med ledelsesreglerne i de finansielle love at udnævne en direktør i en finansiel virksomhed til bestyrelsesmedlem i VækstFonden.

Fonden er oprettet ved lov, og har til formål at fremme erhvervslivets udviklingspotentiale. Dette sker gennem medfinansiering. Fondens midler stammer fra staten. Fonden kan ligeledes modtage gaver, ligesom renter m.v. indgår i fondens midler. Midler, der ikke er udlånt, skal placeres i værdi papirer m.v.

Fonden kan ophæves ved lov. I givet fald tilfalder fondens midler staten.

Afgørelse/begrundelse:

Finanstilsynet meddelte, at VækstFonden er omfattet af undtagelsesreglen i Lov om investeringsforeninger og specialforeninger § 15, stk. 4, og bank- og sparekasselovens § 19 c, stk. 2., da der ikke er tale om virksomhed til fremme af deltagernes økonomiske interesser.

Da der således ikke er tale om erhvervsvirksomhed, er der ikke noget til hinder for, at personer omfattet af ledelsesreglerne deltager i bestyrelsen i fonden.

Senest opdateret 12-01-1999