Lov om banker og sparekasser m.v. § 54, stk. 2 - afgørelse af 8. juli 1998

08-07-1998

Finanstilsynets afgørelse af 8. juli 1998 om videregivelse af oplysninger til RKI.

Pengeinstitutter m.v. - PA - BSL - § 54, stk. 2

Sagsfremstilling:

Finanstilsynet er blevet anmodet om en vurdering af, hvorvidt pengeinstitutter kan foretage indberetning til RKI Kredit Information A/S på bag grund af: 1. en afvisning fra fogedretten på grund af debitors indledte gældssaneringssag, og 2. et indenretligt forlig.

Afgørelse/begrundelse:

Tilsynet meddelte, at det generelle kriterium for, hvornår der kan ske indberetning til RKI Kredit Information A/S, uden at dette er i strid med bank- og sparekasselovens § 54, stk. 2, er, at oplysningen er offentlig tilgængelig og således ikke fortrolig.

Finanstilsynet har i sin hidtidige praksis fortolket "offentlig tilgængelig" som værende opfyldt bl.a., når der er afsagt dom, og når der er afholdt fogedretsmøde og således sket indførsel i fogedretsprotokollen.

For så vidt angår muligheden for at indberette på baggrund af en afvisning fra fogedretten begrundet i, at debitor har indledt gældssaneringssag, er det Finanstilsynets opfattelse, at der kan ske indberetning på baggrund af en sådan afvisning.

Finanstilsynet har tidligere fastslået, at indberetning kan findes sted på baggrund af en afvisning fra fogedretten begrundet i, at debitor har afgivet insolvenserklæring indenfor de seneste 6 måneder.

Finanstilsynet har af fogedretten i København fået oplyst, at en afvisning begrundet i en indledt gældssaneringssag, vil blive indført i fogedretsprotokollen i lighed med en afvisning begrundet i en insolvenserklæring.

Finanstilsynet finder således, at offentlighedskriteriet er opfyldt, og at indberetning kan ske.

For så vidt angår muligheden for at indberette på baggrund af et indenretligt forlig, er det Finanstilsynets opfattelse, at offentlighedskriteriet er opfyldt, når forliget er indført i retsprotokollen, eller når et offentligt retsmøde er afholdt, hvorfor indberetning til RKI Kredit Information A/S kan ske på dette tidspunkt.

Senest opdateret 08-07-1998