Hvad kan Finanstilsynet gøre for forbrugeren?

Finanstilsynet kan ikke afgøre din konkrete forbrugerklage, men hører gerne om din oplevelse som kunde.

Se også

Find gode råd til din privatøkonomi og rettigheder på Rådtilpenge.dk

I Finanstilsynet holder vi øje med de finansielle virksomhedsområder – f.eks. banker, forsikringer, pension og realkredit. Finanstilsynet sikrer, at virksomhederne overholder de regler, som beskytter forbrugernes rettigheder og vilkår. 

Finanstilsynet kan ikke foretage privat rådgivning eller afgøre din konkrete tvist med en finansiel virksomhed. Hvis du har en klage, som du vil have afgjort, skal du kontakte et ankenævn. Ankenævnene er de korrekte myndigheder til at behandle din sag og afgøre forbrugerklager. Du kan finde en liste over ankenævnene her.  

Men Finanstilsynet vil stadig gerne høre om din sag. Din oplevelse som kunde, er en del af Finanstilsynets overvågning af, om finansielle virksomheder overholder forbrugerreglerne. 

Finanstilsynets tilsyn på forbrugerområdet er risikobaseret. Det betyder, at vi løbende vurderer, hvilke af de problemstillinger, vi modtager oplysning om, vi bør tage op. En behandling af en problemstilling kan enten tage udgangspunkt i selvstændige undersøgelser af det enkelte selskab eller indgå som led i større undersøgelsessager med flere selskaber involveret. Hvis en finansiel virksomhed har en adfærd, der er i strid med forbrugerreglerne, kan Finanstilsynet give virksomheden et generelt påbud om at overholde reglerne. Henvendelser fra forbrugere har alligevel stor værdi for os, da den hjælper os til at vurdere, hvilke problemstillinger, vi skal beskæftige os med i fremtiden. Henvendelser indgår derfor i vores prioriteringsarbejde på forbrugerområdet og i tilsynsarbejde den pågældende virksomhed.

Har du spørgsmål så læs ”Få svar på dine spørgsmål” 

Du kan finde gode råd og hjælp til økonomi på Raadtilpenge.dk.

 

Hvis du stadig har spørgsmål, så kan du ringe til Finanstilsynet telefonlinje til forbrugerne:

Tlf: 33 55 82 82
Åbningstid: 12.00 - 14.00

BEMÆRK: Vi kan oplyse og vejlede dig om generelle finansielle regler på forbrugerområdet, men vi foretager ikke privat rådgivning.

Du har også mulighed for at henvende dig skriftligt ved at skrive til vores hovedpostkasse: finanstilsynet@ftnet.dk. Hvis du kontakter os via e-mail, bedes du beskrive dit problem og eventuelt vedhæfte skriftlig dokumentation, f.eks. korrespondance med virksomheden.

Hvis du ønsker at indberette en virksomhed anonymt har du mulighed for at gøre det via formularen til Finanstilsynets whistleblower-postkasse