Hvilke oplysningskrav er der til værdipapirhandlere og pengeinstitutter i forbindelse med gebyrer?

En værdipapirhandler skal oplyse kunden om alle omkostninger og gebyrer knyttet til de ydelser, værdipapirhandleren udbyder. Det følger af investorbeskyttelsesbekendtgørelsen.

Gebyrer

Hvor meget må en bank (eller anden værdipapirhandler) tage i gebyr for investeringsservice?

Vilkårene for investeringsservice fremgår af aftalegrundlaget og er ikke reguleret nærmere i den finansielle lovgivning. Dog skal kunden oplyses om priserne inden aftaleindgåelse.

Risiko

Må en værdipapirhandler eller bank placere opsparing mere risikofyldt end kunden ønsker?

Banker og værdipapirhandlere skal gennemføre en egnethedstest og hensigtsmæssighedstest af deres kunder, i forbindelse med at de yder rådgivning. Derved får de viden om, hvilken økonomisk situation kunderne er i, og hvor meget risiko kunderne ønsker ifm. med investeringen. Virksomhederne skal sikre, at de produkter, som de rådgiver den enkelte kunde til at investere i, er egnede til kunden og i overensstemmelse med kundens investeringsønsker. En værdipapirhandler må dermed ikke placere en kundes midler med en højere risiko, end kunden har tilkendegivet ønske om. 

Udenlandske aktier

Hvad kan man gøre, hvis man har problemer med at sælge sine udenlandske aktier?
Det er ikke et krav, at banker eller værdipapirhandlere skal tilbyde salg eller køb af bestemte aktier. Nogle udenlandske aktier kan være mere omkostningsfulde at handle, og derfor tilbyder ikke alle værdipapirhandlere disse. Som kunde må man gå i dialog med sin bank eller værdipapirhandler, alternativt flytte sit depot til en anden bank, der tilbyder at gennemføre salg af de udenlandske aktier.  

Andet

Jeg vil gerne vide, hvilke regler der gælder for investeringsforeninger og alternative investeringsfonde.
Du er velkommen til at skrive til Finanstilsynets e-mail: finanstilsynet@ftnet.dk eller ringe til hotlinen til Investering, UCITS, investeringsforvaltningsselskaber, FAIF og fondsmæglerselskaber på
tlf.nr :+45 33 55 82 82
Denne hotline har åbent tirsdag og torsdag kl. 10:00 - 12:00