Europa-Kommissionen og ESA’erne har offentliggjort dokumenter om disclosureforordningen

Europa-Kommissions har offentliggjort en Q&A om disclosureforordningen og de europæiske tilsynsmyndigheders (ESA’erne) har offentliggjort en høring om ændringer til den delegerede retsakt til disclosureforordningen.

Europa-Kommissionens Q&A om disclosureforordningen

Kommissionen har den 14. april 2023 offentliggjort svar på en række spørgsmål om fortolkning af disclosureforordningen, som ESA’erne sendte til Kommissionen den 9. september 2022. Det er tredje gang, Kommissionen offentliggør en Q&A, som relaterer sig til disclosureforordningen.

Formålet med Kommissionens Q&A er at hjælpe virksomheder, der er omfattet af forordningen, med at implementere reglerne.

Kommissionens Q&A vedrører blandt andet:

  • Definitionen af ”bæredygtige investeringer”.
  • Hvad det betyder at ”tage hensyn til” negative indvirkninger på bæredygtighedsfaktorer.
  • Krav til produkter, som har reduktion af CO2-udledninger som sit mål.
  • Tidspunkt og hyppighed af periodisk rapportering for virksomheder, der yder porteføljepleje.

Kommissionen har også offentliggjort ændringer til de svar, som er givet i to tidligere Q&As. 

Links til lovgivningen og vejledning kan findes på Finanstilsynets side om disclosureforordningen.

ESA’ernes høringspapir om detailregulering til disclosureforordningen

De tre europæiske tilsynsmyndigheder (EBA, EIOPA og ESMA) har den 12. april 2023 offentliggjort et høringspapir om ændringer til detailreguleringen til disclosureforordningen

Høringspapiret er udarbejdet på baggrund af en anmodning fra Kommissionen om at gennemgå de regulatoriske tekniske standarder til disclosureforordningen, som blev offentliggjort i juli 2022 og har fundet anvendelse siden den 1. januar 2023. Dokumentet indebærer forslag om ændringer til:

  • Indikatorer for de vigtigste negative indvirkninger på bæredygtighedsfaktorer (PAI).
  • Princippet om ikke at gøre væsentlige skade (DNSH).
  • De obligatoriske skabeloner for produkter, hvor der skal rapporteres i henhold til artikel 8 og artikel 9.

Høringsperioden slutter den 4. juli 2023. 

Efter høringen vil ESA’erne sende Kommissionen en endelig rapport med udkast til ændringer af den delegerede retsakt. Ændringer af den delegerede retsakt skal vedtages af Kommissionen.