Disclosureforordningen

Disclosureforordningen er et væsentligt EU-regelsæt i forhold til bæredygtig finansiering og har til formål at forbedre informationen om bæredygtighedsmæssige forhold på det finansielle område. Det gælder særligt i forhold til investorerne for at forbedre investor- og forbrugerbeskyttelsen.

Disclosureforordningen indeholder regler om finansielle markedsdeltageres og finansielle rådgiveres oplysningsforpligtelser i forbindelse med integrering af hensyn til miljømæssige, sociale og ledelsesmæssige forhold (ESG-faktorer). Der er oplysningskrav på både virksomhedsniveau og produktniveau samt i forhold til investerings- og rådgivningsprocesser. Bestemmelserne vil på en række punkter blive udmøntet i EU-detailregulering gennem reguleringsmæssige tekniske standarder (RTS’er).

På produktniveauet fastsætter disclosureforordningen en række oplysningskrav til både fuldt bæredygtige finansielle produkter, der markedsføres med bæredygtighed som erklæret mål, samt delvist bæredygtige finansielle produkter, hvor bæredygtighed er et blandt flere karakteristika.

EU-Kommissionen vil fastsætte nærmere regler for, hvordan oplysningsforpligtelserne skal præsenteres samt det nærmere indhold af forordningen. Det sker gennem reguleringsmæssige tekniske standarder (RTS’er).

Hvad er en bæredygtig investering?

Bæredygtige investeringer er ifølge disclosureforordningen investeringer, der enten bidrager til miljømæssige mål, f.eks. nedbringelse af drivhusgasemissioner, eller sociale mål, f.eks. bekæmpelse af ulighed. Samtidig er det et krav, at investeringen ikke er til væsentlig skade for nogen af disse miljømæssige eller sociale mål, og at de virksomheder, der investeres i, overholder god ledelsespraksis, bl.a. i forhold til arbejdstagerforhold.

Oplysningskrav på virksomhedsniveau

Finansielle markedsdeltagere og finansielle rådgivere er efter forordningen forpligtede til på deres hjemmesider at give oplysninger om, hvordan de integrerer bæredygtighedsrisici i henholdsvis deres investeringsbeslutninger og deres investeringsrådgivning. Bæredygtighedsrisici er i forordningen defineret som miljømæssige, sociale og ledelsesmæssige begivenheder eller omstændigheder, som kan have væsentlig negativ indvirkning på investeringens værdi, hvis de indtræffer.

Finansielle markedsdeltagere skal bl.a. oplyse om:

  • Politikker for at identificere og prioritere negative bæredygtighedsvirkninger
  • Hvordan de imødegår negative bæredygtighedsvirkninger
  • Politikker for aktivt ejerskab
  • Hvordan de lever op til adfærdskodekser for ansvarlig forretningsskik

Finansielle rådgivere skal bl.a. oplyse om, hvorvidt de tager hensyn til negative bæredygtighedsvirkninger i deres rådgivning. Hvis de ikke tager hensyn til negative bæredygtighedsvirkninger, skal de oplyse om grunden til, at de ikke gør det.

Oplysninger om bæredygtighedsforhold skal også gives til kunder forud for indgåelsen af et aftaleforhold.

Finansielle markedsdeltagere og finansielle rådgivere forpligtes endvidere til at oplyse om, hvordan bæredygtighedsforhold indgår i deres aflønningspolitikker.

Oplysningskrav for bæredygtige finansielle produkter

Disclosureforordningen opstiller nærmere oplysningskrav til henholdsvis fuldt bæredygtige og delvist bæredygtige investeringsprodukter (såkaldte artikel 9- og artikel 8-produkter).

For fuldt bæredygtige finansielle produkter, der har bæredygtighed som mål, skal der redegøres for, hvordan det opstillede bæredygtighedsmål opnås. For delvist bæredygtige finansielle produkter, hvor bæredygtighed er et blandt flere karakteristika, skal der bl.a. redegøres for, hvordan de bæredygtige karakteristika opfyldes.

Sammenhæng til EU’s taksonomiforordning

Der er en tæt sammenhæng mellem disclosureforordningen og EU’s såkaldte taksonomiforordning, som konkretiserer og udvider en række oplysningsforpligtelser i disclosureforordningen. Taksonomiforordningen har til formål at etablere et klassificeringssystem for hvilke økonomiske aktiviteter, der kan anses for at være klima- og miljømæssigt bæredygtige.

Læs videre:

Læs den originale tekst i forordningen