Temaundersøgelse af lønpolitik og lønpraksis i pengeinstitutter

Finanstilsynet har undersøgt aflønningspolitikker og -strukturer i 15 pengeinstitutter. Ingen af de undersøgte virksomheder lever op til reglerne.

Kontakt

Kommunikationschef

Jesper Christiansen
41 93 35 06
jech@ftnet.dk

Udsigten til en stor bonus kan få en direktør eller nøglemedarbejder i en bank til at tage for store risici på bankens vegne. Og hvis det går galt, kan det skade både banken, kunder, aktionærer og i værste fald hele samfundet. Det så vi i forbindelse med finanskrisen, hvor eksempler på bonusordninger gav incitament til at tage store risici, der efterfølgende fik alvorlige konsekvenser. Derfor blev der indført regler, som har til formål at sikre, at pengeinstitutterne har en forsvarlig lønpolitik og samtidig begrænser muligheden for brugen af variabel løn. 

Finanstilsynet har i en undersøgelse sat fokus på lønpolitikker og de incitamentsstrukturer, der ligger i variabel aflønning. I undersøgelsen har et særligt fokus været brugen af variabel løn til nøglemedarbejdere, såkaldte væsentlige risikotagere, der kan tage store risici på bankens vegne. 

Undersøgelsen omfatter 15 banker, og konklusionen er nedslående, siger Rikke-Louise Ørum Petersen, Finanstilsynets vicedirektør med ansvar for governance og compliance:

”Ingen af de 15 undersøgte banker havde helt styr på området. Det er skuffende, når vi ved, hvor afgørende variabel aflønning kan være for bankens risikostyring.” 

Manglende fokus på klare lønstrukturer
En forsvarlig lønpolitik kan sagtens rumme bonusser eller andre variable lønelementer, men det forudsætter, at den enkelte bank har klare regler for, hvem og under hvilke forudsætninger sådanne bliver optjent. Her viser undersøgelsen, at det ikke er klart hos en stor del af de undersøgte banker, og sandsynligvis heller ikke i resten af sektoren.

”Når alle de undersøgte banker havde fejl, så er det også rimeligt at antage, at der er andre banker, måske endda ret mange, der heller ikke overholder reglerne. Derfor er resultatet af denne undersøgelse en stor påmindelse til hele sektoren om at se deres aflønningspolitikker igennem og få dem rettet, så de overholder reglerne,” siger Rikke-Louise Ørum Petersen. 

Tilsynsreaktionerne til de enkelte banker bliver offentliggjort efterhånden, som sagsbehandlingen af de enkelte redegørelser er afsluttet.

Læs hele undersøgelsen af lønpolitik og lønpraksis

Finanstilsynet har tidligere undersøgt aflønningsområdet:
Lønpolitik i mindre finansielle virksomheder
Finanstilsynets temaundersøgelse på aflønningsområdet

 

Faktaboks
På baggrund af finanskrisen blev EU-landene enige om, at stille krav om forsvarlige lønpolitikker i finanssektoren og indføre begrænsninger for tildeling af variabel løn til ledelsen i de finansielle virksomheder. 
Reglernes grundlæggende principper blev fastlagt i 2010 og har således været gældende i over 13 år. Reglerne er siden deres introduktion blevet skærpet bl.a. som følge af nye skærpet EU-krav samt en række nationale tiltag.

Variable løndele er ordninger, hvor den endelige aflønning ikke er kendt på forhånd. Det kan f.eks. være bonus, engangsvederlag og resultatkontrakter.