Overgangen til transaktionsbaserede referencerenter går planmæssigt fremad

I Danmark og internationalt arbejder myndighederne og den finansielle sektor på at overgå fra skønsbaserede til transaktionsbaserede referencerenter. Med udfasningen af den skønsbaserede LIBOR er arbejdet nået langt internationalt. Samtidig er forudsætningerne for en overgang på kronemarkedet forbedret.

Kontakt

Underdirektør

Anders Balling
33 55 83 64
akb@ftnet.dk

En Interbank Offered Rate, forkortet IBOR, er en type referencerenter, der indgår mange steder i det finansielle system, som f.eks. i lån, finansielle instrumenter og derivater. Denne type renter har derfor betydning for bl.a. forbrugere, banker og andre virksomheder. Den største internationale IBOR har i mange år været London Interbank Offered Rate, forkortet LIBOR, der var den dominerende referencerente for transaktioner i bl.a. dollars og britiske pund. LIBOR blev udfaset i midten af 2023. Den danske udgave kaldes CIBOR, som står for Copenhagen Interbank Offered Rate. 

IBOR-renter baseres på et renteskøn fra et panel af banker, der bruges til at fastsætte renten. Siden 2012 har internationale myndigheder og den finansielle sektor arbejdet på at overgå fra skønsbaserede IBOR-renter til såkaldt transaktionsbaserede referencerenter, der afspejler faktiske transaktioner på pengemarkederne. Referencerenter baseret på transaktioner er mere robuste og mindre sårbare over for manipulation. Overgangen til transaktionsbaserede renter påvirker bl.a. kreditinstitutter, pensions- og forsikringsselskaber og private husholdninger og kan medføre en række risici for disse. Det gælder for eksempel risici forbundet med værdiændringer af kontrakter, som følge af at man skifter til en ny referencerente. Det er derfor vigtigt, at markedsdeltagerne sikrer, at risiciene håndteres rettidigt.

”Finanstilsynets undersøgelser viser, at de store danske banker har haft fokus på at sikre en god overgang væk fra de internationale IBOR-renter. Men herhjemme fylder CIBOR fortsat meget i bankernes eksponering, så der er stadig en del arbejde at gøre,” siger Anders Balling, underdirektør i Finanstilsynet. 

Denmark Short Term Rate, forkortet DESTR, blev i 2021 udpeget som den foretrukne transaktionsbaserede referencerente i Danmark af en arbejdsgruppe under Nationalbanken, som administrerer benchmarket, og med deltagelse af den finansielle sektor. Efterfølgende er der blandt andet blevet arbejdet med at etablere DESTR-markedet, integrere DESTR i den udbredte referencerente Copenhagen Interbank Tomorrow/Next Average (CITA) og udpege DESTR som erstatningsrente i tilbagefaldsklausuler for en række produkter baseret på CIBOR-renten. 

”Finanstilsynet ser positivt på sektorens arbejde med udbygningen af DESTR-markedet, da det er en forudsætning for at kunne udfase den skønsbaserede CIBOR-rente. DESTR-markedet er stadig begrænset. Det er derfor vigtigt, at den finansielle sektor fortsætter arbejdet med at øge anvendeligheden og brugen af DESTR og dermed styrker forberedelserne til en potentiel udfasning af CIBOR,” siger Anders Balling.

Læs mere i notatet om status på overgangen fra IBOR-renter i Danmark og udlandet.

Fakta om IBOR-renter

En IBOR angiver typisk gennemsnittet af den rente, som en række udvalgte kreditværdige banker vurderer, at de vil kræve for at låne ud til en anden kreditværdig bank i en given valuta. En IBOR er altså baseret på skøn. Samtidig er omsætningen på nogle markeder for indbyrdes transaktioner mellem bankerne faldet til et meget lavt eller ikkeeksisterende niveau efter finanskrisen. Det kan give usikkerhed om skønnene og svække robustheden og tilliden til IBOR-renter. Derfor arbejdes der i en række valutaer med at overgå til transaktionsbaserede referencerenter.

Notatet om status på overgangen fra IBOR-renter til transaktionsbaserede referencerenter følger op på Finanstilsynet tidligere udgivelser på området.

Læs også notaterne fra 2019: "Risici for den danske finansielle sektor ved overgangen til alternative referencerenter" og "Udfasningen af IBORs og andre skønsbaserede referencerenter i Danmark og udlandet".