Finanstilsynet bakker op om anbefalingen af DESTR som foretrukken kort dansk referencerente

En arbejdsgruppe nedsat af Nationalbanken, bestående af deltagere fra den danske finansielle sektor, har anbefalet Denmark Short-Term Rate, DESTR, som den foretrukne risikofrie referencerente i danske kroner. Referencerenter benyttes i mange forskellige typer finansielle instrumenter og kontrakter, og anbefalingen er derfor et vigtigt indledende skridt til at sikre integriteten af danske finansielle markeder og den finansielle stabilitet i Danmark.

Kontakt

Underdirektør

Anders Balling
33 55 83 64
akb@ftnet.dk

Den transaktionsbaserede referencerente DESTR blev i juni udpeget af en række markedsdeltagere som den foretrukne risikofri referencerente i danske kroner og derved det foretrukne alternativ til den danske Tomorrow/Next-rente, der er den nuværende korte referencerente for danske finansielle markeder. 

Referencerenter er en integreret del af det finansielle system. De bruges bl.a. til at fastsætte renten i visse bank- og realkreditlån, ligesom de ofte indgår i derivataftaler. Referencerenter er også et væsentligt input til de finansielle virksomheders opgørelse af markedsrisiko, værdiansættelse af aktiver samt likviditets- og risikostyring mv. 

DESTR, der ejes og administreres af Nationalbanken, er baseret på transaktioner i det mest omsatte danske pengemarkedssegment og inkluderer derfor ikke skønsbaserede input fra udvalgte markedsaktører, som det i dag er tilfældet for eksempelvis Tomorrow/Next-renten. Blandt andet af denne årsag vurderer arbejdsgruppen, at DESTR vil være en mere robust og stabil referencerente end Tomorrow/Next-renten. 

”Udpegningen af DESTR som den foretrukne korte referencerente er et vigtigt skridt til at sikre markedsintegriteten og den finansielle stabilitet i Danmark. Tomorrow/Next-renten er de senere år blevet mere afhængig af skøn fra såkaldte stillerbanker, og overgangen til DESTR bidrager derfor til, at finansielle instrumenter og kontrakter baseres på et solidt grundlag og følger med den internationale udvikling” siger underdirektør Anders Balling, der er ansvarlig for Finanstilsynets kontor for kapitalmarkedsanalyse.

Anbefalingen af DESTR som alternativ referencerente følger tilsvarende internationale anbefalinger og tiltag til at overgå fra skønsbaserede til robuste, transaktionsbaserede referencerenter, herunder i USA, Storbritannien og EU. Den mest kendte og anvendte skønsbaserede referencerente på globalt plan er LIBOR (London Interbank Offered Rate), der på grund af lav aktivitet i de bagvedliggende interbankmarkeder er ved at blive udfaset på tværs af finansielle markeder. 

Overgangen til alternative referencerenter giver dog anledning til en række forskellige risici, som det er vigtigt, at berørte markedsdeltagere håndterer i god tid. Rettidig nedbringelse af de pågældende risici er derfor et vigtigt element i en stabil og rolig overgang. 

”Erfaringen fra udlandet tilsiger, at overgangen til alternative referencerenter er en ressourcekrævende proces, der kan give anledning til blandt andet finansielle, juridiske og operationelle risici for den enkelte part. Arbejdsgruppen nedsat af Nationalbanken forventes på et senere tidspunkt at offentliggøre anbefalinger til den konkrete overgang til DESTR, men markedsaktører med direkte eller indirekte eksponeringer mod Tomorrow/Next-renten bør allerede nu begynde at afdække deres brug heraf og så vidt muligt nedbringe tilhørende overgangsrisici” siger Anders Balling.

Baggrund

I de senere år har der internationalt været arbejdet på at overgå fra referencerenter baseret på ekspertskøn, eksempelvis LIBOR, til robuste, transaktionsbaserede referencerenter. Det skyldes bl.a., at transaktioner i markederne bag meget anvendte referencerenter er faldet til et meget lavt eller ikkeeksisterende niveau efter finanskrisen, hvilket har gjort dem mere afhængige af ekspertskøn fra udvalgte banker. Den større betydning af skøn for fastsættelsen af referencerenter kan give en usikkerhed, idet det ikke altid er til at gennemskue, hvad de individuelle banker baserer deres skøn på.

Nationalbanken overtog i november 2020 administrationen af DESTR fra Finans Danmark og annoncerede samtidigt, at der ville blive nedsat en arbejdsgruppe til at identificere og anbefale et alternativ til den danske Tomorrow/Next-rente samt en transitionsplan for at overgå hertil. En række markedsaktører deltager i arbejdsgruppen, og Finanstilsynet og Nationalbanken deltager som observatører. 

DESTR er endnu ikke sat i produktion og kan derfor på nuværende tidspunkt ikke anvendes i finansielle kontrakter.