Nyhedsbrev for kapitalmarkedsområdet – december 2023

I årets sidste udgave af Finanstilsynets nyhedsbrev på kapitalmarkedsområdet kan du bl.a. læse en artikel om ændring af sanktionsniveau for såkaldt ”simple wash trades”.  Der er nemlig vedtaget lovændringer, som skal gøre det muligt at straffe overtrædelse af mindre grove tilfælde med bøde og eventuelt administrativt bødeforlæg. 

Du kan også læse en artikel om, hvornår det er legitimt at udsætte offentliggørelse af intern viden . Finanstilsynet ser nemlig af og til, at børsnoterede virksomheder udsætter offentliggørelse af intern viden med begrundelser, der ikke anses for legitime interesser, som kan retfærdiggøre en udsættelse. 

Finanstilsynet har undersøgt endelige vilkår for en række udstedere, der alle har fået et basisprospekt godkendt i 2022. Du kan læse undersøgelsen her.

I august og september 2023 blev der afsagt tre domme på kapitalmarkedsområdet. Den første er en dom for markedsmanipulation, hvor en person i ti tilfælde over en periode på 17 måneder handlede mellem egne depoter. Den anden dom blev givet i en sag, hvor en person i 25 tilfælde handlede aktier på en måde, der udgjorde markedsmanipulation. Den sidste er en dom for insiderhandel, hvor en person købte aktier for 200.000 kr. i et børsnoteret selskab på et tidspunkt, hvor der forelå intern viden i selskabet. 

Læs også artiklen om hvilke meddelelser der skal indberettes i OAM – og i hvilken kategori. Finanstilsynet oplever mange fejlindberetninger og opfordre derfor både udstedere på Nasdaq Copenhagen og First North til at orientere sig i skemaet. 

Sidst kan du se en oversigt over de offentliggjorte tilsynsreaktioner på kapitalmarkedsområdet i 2023.

Rigtig god læselyst – god jul og godt nytår.