Ændring af sanktionsniveau for ”simple wash trades”

Folketinget har vedtaget lovændringer, som skal gøre det muligt at straffe overtrædelse af mindre grove tilfælde af markedsmanipulation, f.eks. simple wash trades, med bøde og eventuelt administrativt bødeforelæg. Lovændringerne træder i kraft den 1. januar 2024.

I sager om markedsmanipulation er det på nuværende tidspunkt fast praksis, at anklagemyndigheden som udgangspunkt kræver fængselsstraf. Denne praksis bygger på en højesteretsdom af 14. december 2000, som er optrykt i Ugeskrift for Retsvæsen 2001, s. 578. 

Værdipapirhandelsområdet har over en årrække gennemgået en stor udvikling. Det betyder, at flere privatpersoner har fået adgang til at handle på kapitalmarkederne, fordi handlerne kan ske gennem selvbetjeningsløsninger fra computere, mobiltelefoner og iPads. Flere af de private handlende kommer dog nogle gange uforvarende i konflikt med reglerne, bl.a. ved markedsmanipulation i form af såkaldte wash trades. 

Wash trades er karakteriseret ved, at en person handler værdipapirer med sig selv. Det sender urigtige eller vildledende signaler til markedet, fordi der ikke er tale om en reel købs- eller salgsinteresse. En øget likviditet i en aktie som følge af en wash trade kan tilskynde andre investorer til at foretage handler, som de ellers ikke ville have foretaget, fordi de fejlagtigt forventer, at likviditeten i aktien er højere, end den faktisk er. Wash trades kan derfor svække tilliden til det finansielle marked. 

Udviklingen på kapitalmarkedet medfører, at der opstår sager om markedsmanipulation i form af forskellige varianter af wash trades. Nogle wash trade-overtrædelser er mindre grove, fordi de har en begrænset skadevirkning i forhold til tilliden til kapitalmarkederne. De bliver i lovforslaget kaldt simple wash trades. Det er derfor hensigtsmæssigt at angive nærmere retningslinjer for, i hvilke tilfælde sådanne mindre grove sager bør føre til bødestraf frem for frihedsstraf, som er udgangspunktet i dag. 

Baggrunden for lovændringen er, at frihedsstraf ikke altid er proportionel med det konkrete lovbrud. Strafniveauet bør afspejle dette. Erhvervsministeren fremsatte derfor lovforslaget, der opstiller nærmere retningslinjer for muligheden for bødestraf i sager om markedsmanipulation i form af simple wash trades.

Overtrædelser, som vurderes egnet til bødestraf, er f.eks. handler, som er foretaget for at flytte værdipapirer fra et depot til et andet, f.eks. med det formål at samle pensionsmidler, og det sker gennem handler på markedet, hvor den handlende både er køber og sælger i de enkelte transaktioner. 

Udover at der ikke altid er proportionalitet mellem overtrædelsen og strafniveauet, er den samlede håndtering og sagsbehandling af sager om markedsmanipulation, herunder wash trades, ofte langvarig og derfor til stor belastning for både den mistænkte og retssystemet. Et alternativ til behandling af en lovovertrædelse i Finanstilsynet efterfulgt af politimæssig efterforskning og domstolsbehandling er, at Finanstilsynet udsteder et administrativt bødeforelæg. 

Betingelserne for at kunne benytte administrative bødeforelæg er, at der er tale om overtrædelser, som:

  • kke skønnes at medføre en højere straf end bøde
  • generelt er ensartede, ukomplicerede og uden bevismæssige tvivlsspørgsmål og
  • hvor sanktionsniveauet ligger fast. 

Den første forudsætning, at der skal være tale om en overtrædelse, som ikke skønnes at medføre en højere straf end bøde, vil først være opfyldt, når der er sket en praksisændring hos domstolene. Lovændringen kan være et skridt på vejen til dette. 

Finanstilsynet vurderer, at det generelt vil være ukompliceret at konstatere overtrædelserne, og at flertallet af sager ikke vil give anledning til bevismæssig tvivl.

Der har ikke tidligere været et normalstrafniveau for overtrædelse af mindre grove tilfælde af sager om markedsmanipulation med handel med værdipapirer. Det har derfor været nødvendigt at fastlægge et sådant for at opfylde den sidste forudsætning om et vejledende bødeniveau. Et normalstrafniveau blev fastlagt med lovændringen for at sikre, at alle betingelser for at benytte administrative bødeforelæg med tiden kan opfyldes. Dermed vil det blive muligt efter enighed mellem Erhvervsministeriet og Justitsministeriet at ændre bekendtgørelse nr. 1214 af 4. juni 2021 om Finanstilsynets anvendelse af administrative bødeforelæg for overtrædelser af visse bestemmelser på kapitalmarkedsområdet, så bekendtgørelsen også kommer til at omfatte administrative bødeforelæg for overtrædelse af mindre grove tilfælde af sager om markedsmanipulation gennem handel med værdipapirer. 

Er du interesseret i at læse mere om baggrunden for og indholdet af lovændringerne, kan du læse lovforslaget her.