Markering af intern viden i selskabsmeddelelser for First North-selskaber

For selskaber noteret på Nasdaq Main Market findes en kategori, som hedder ”Intern viden”. Samme kategori findes ikke for selskaber noteret på Nasdaq First North. Et First North-selskab skal dog huske at skrive i sin selskabsmeddelelse, hvis selskabet har vurderet, at de offentliggjorte oplysninger er intern viden.

Børsnoterede selskaber skal som bekendt offentliggøre intern viden i henhold til markedsmisbrugsforordningen. Finanstilsynet støder med jævne mellemrum på selskabsmeddelelser fra First North-selskaber, som ikke er markeret med intern viden, men hvor Finanstilsynet er i tvivl om, hvorvidt det burde være sket.    

Offentliggørelse af intern viden for First North-selskaber

Børsnoterede selskaber skal offentliggøre intern viden, uanset om de er optaget til handel på Nasdaq Main Market eller Nasdaq First North. 

Selskaberne på Nasdaq Main Market skal offentliggøre deres selskabsmeddelelser i kategorien ”Intern viden”. Denne kategori findes ikke for First North-selskaberne, som derfor skal offentliggøre deres selskabsmeddelelser i kategorien ”Selskabsmeddelelse”. Det gælder også meddelelser, der ikke indeholder intern viden. Er der tale om intern viden, skal dette dog fremgå, jf. den delegerede forordning til markedsmisbrugsforordningen. 

Det er vigtigt, at et selskab offentliggør intern viden korrekt, da det kan have betydning for, om selskabet overholder sine oplysningsforpligtelserne.

Formkrav til angivelsen

Der er ingen formkrav til, hvordan det skal angives, at de offentliggjorte oplysninger er intern viden. 

Et eksempel kan være at skrive ”Denne selskabsmeddelelse indeholder intern viden” øverst i selskabsmeddelelsen.

Finanstilsynet overvåger, at reglerne overholdes

Finanstilsynet fører tilsyn med, om børsnoterede selskaber overholder reglerne. 

Et selskab kan derfor opleve at få tilsendt et høringsbrev, hvori Finanstilsynet beder selskabet redegøre for, om det har vurderet, om oplysninger i en selskabsmeddelelse udgør intern viden – også selvom meddelelsen ikke er markeret som sådan. 

Offentliggørelse af intern viden

En børsnoteret virksomhed skal offentliggøre intern viden. Der er dog visse former for intern viden, som virksomheden kan udsætte offentliggørelsen af. Finanstilsynet har tidligere beskrevet, hvad intern viden er, og hvornår udsættelse kan ske. Disse oplysninger findes på Finanstilsynets hjemmeside: 

Finanstilsynets oplysninger om, hvad intern viden er, og hvordan udsteder skal håndtere intern viden.

Finanstilsynets yderligere oplysninger om udsættelse af offentliggørelse af intern viden og underretningsskema.