Flere virksomheder skal nu have tilladelse som forbrugslånsvirksomhed

Fra den 1. juli 2023 er flere virksomheder blevet omfattet af reglerne i kreditaftaleloven og lov om forbrugslånsvirksomheder. Det sker, efter at Folketinget har vedtaget ændringer i både kreditaftaleloven og lov om forbrugslånsvirksomheder, der udvider anvendelsesområdet til også at omfatte rente- og omkostningsfrie kreditter.

Det gælder erhvervsdrivende, der indgår aftaler om køb af varer eller tjenesteydelser, og som accepterer, at forbrugeren rente- og omkostningsfrit betaler for varen eller tjenesteydelsen på et tidspunkt, senere end 90 dage efter leveringstidspunktet.

Erhvervsdrivende, der tillader forbrugeren rente- og omkostningsfrit at betale for en vare eller tjenesteydelse på et tidspunkt, senere end leveringstidspunktet, dog ikke senere end 90 dage, og hvor der ikke er en tredjepart, der yder kredit, er derimod ikke omfattet.

Virksomheder, der yder rente- og omkostningsfrie kreditter, skal fra den 1. juli 2023 have tilladelse som forbrugslånsvirksomhed fra Finanstilsynet.

Der er dog indført en overgangsordning for virksomheder, der før den 1. juli 2023 ydede rente- og omkostningsfrie kreditter – her er ansøgningsfristen er 31. december 2023.

Virksomheder, der er omfattet af overgangsordningen og har søgt om tilladelse som forbrugslånsvirksomhed hos Finanstilsynet, kan fortsætte med at yde rente- og omkostningsfrie kreditter, indtil Finanstilsynet har afgjort ansøgningssagen.

Virksomheder, der yder forbrugslån uden tilladelse og som ikke på anden måde er undtaget fra loven, kan straffes med bøde eller fængsel i op til fire måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning.

Læs mere om de nye regler og ansøgningsprocessen her.

Læs mere om reglerne om kreditværdighedsvurdering her.

Du kan komme i gang med din ansøgning med det samme ved at klikke her.