Hvornår er forvaltere af alternative investeringsfonde og investeringsforvaltningsselskaber omfattet af hvidvaskloven

Finanstilsynet har foretaget en nærmere vurdering af, hvornår forvaltere af alternative investeringsfonde (FAIF) og investeringsforvaltningsselskaber (IFS) er omfattet af hvidvaskloven, og om disse evt. skal registreres særskilt efter hvidvaskloven, for så vidt angår visse af de ydelser, de tilbyder.

Konklusionen er, at FAIF’er og IFS’er, som har tilladelse hos Finanstilsynet, hverken skal registreres i Finanstilsynets eller Erhvervsstyrelsens register til bekæmpelse af hvidvask, når de som led i deres tilladelse som en FAIF eller et IFS stiller hjemstedsadresse til rådighed og/eller udøver virksomhedsoprettelse for fonde, som de forvalter.

FAIF’er og IFS’er er særskilt reguleret i hvidvasklovens § 1, stk. 1, nr. 9, og bestemmelsen afgrænser hvidvasklovens anvendelsesområde i forhold til disse virksomhedstyper. Det følger af bestemmelsen, at FAIF’er og IFS’er alene er omfattet af hvidvaskloven, hvis disse har direkte kundekontakt. Det følger derfor af hvidvaskloven, hvornår FAIF’er og IFS’er er omfattet af hvidvaskloven.