Ny solvensbehovsvejledning og gearingsvejledning offentliggjort

De nye udgaver af solvensbehovsvejledningen og gearingsvejledningen er nu gældende.

Kontakt

Kommunikationschef

Jesper Christiansen
41 93 35 06
jech@ftnet.dk

Finanstilsynet har efter en høringsproces offentliggjort en ny udgave af vejledning om tilstrækkeligt kapitalgrundlag og solvensbehov for kreditinstitutter (solvensbehovsvejledning) og en ny udgave af vejledning om proportionalitet vedrørende forhold, som relaterer sig til risikoen for overdreven gearing (gearingsvejledningen).

Solvensbehovsvejledningen

Vejledningen er Finanstilsynets fortolkning af udvalgte punkter i bilag 1 til bekendtgørelse om opgørelse af risikoeksponeringer, kapitalgrundlag og solvensbehov mv.

De væsentligste ændringer er, at for markedsrisiko (afsnit 6-7) har området om renterisiko udenfor handelsbeholdningen fået sit eget afsnit. Derudover er der indarbejdet præciseringer vedr. renterisiko, aktierisiko og valutarisiko. 

Det nye afsnit vedrørende renterisiko uden for handelsbeholdningen er tilføjet på baggrund af EBA’s retningslinjer på renterisiko uden for handelsbeholdningen, som trådte i kraft i 2023. Det skal bemærkes, at der er indført et generelt princip i vejledningen om, at institutter ikke skal kapitalbelaste risici, som ikke kan indtræffe samtidig. Afsnittet indeholder desuden en præcisering af, hvornår forskelle imellem bogført værdi og dagsværdi anses for at have en kapitalmæssig risiko, og en metode til opgørelse af søjle II tillæg til dækning heraf.  

For gearingsrisiko er området opdateret i overensstemmelse med opdateringerne til gearingsvejledningen, jf. afsnit nedenfor.

Vejledning om tilstrækkeligt kapitalgrundlag og solvensbehov for kreditinstitutter (retsinformation.dk)

Gearingsvejledning

Den væsentligste ændring er, at ikke-SIFI’er, ved vurderingen af om risikoen for overdreven gearing er væsentlig, udover at tage udgangspunkt i gearingsgradens størrelse også skal forholde sig til, om instituttet overholder gearingskravene i et almindeligt hårdt stress. Brud med gearingskravene i et hårdt stress er en indikator for, at risikoen for overdreven gearing er væsentlig uanset størrelsen på den aktuelle gearingsgrad. Der er fortsat lempede forventninger til ikke-SIFI institutters styring af gearingsrisiko, hvis instituttet har en høj gearingsgrad og overholder kravene i stress. 

Ændringerne skyldes, at gearingsgradskravet på 3 pct. er indført som et europæisk minimumskrav på linje med de øvrige risikobaserede kapitalkrav. Finanstilsynet forventer derfor, at institutterne også kan overholde gearingsgradskravene under stress.

Vejledning om risikoen for overdreven gearing (retsinformation.dk)