Følger efter inflationschok og store rentestigninger præger økonomien

Finanstilsynets halvårlige risikobillede viser, at dansk økonomi udviser stor robusthed under den nuværende modvind i den globale økonomi. Men risikoen for decideret recession lurer lige rundt om hjørnet.

Kontakt

Kontorchef

Niki Saabye
+4533558260
nis@ftnet.dk

Ved udgangen af 2023 er det følgevirkningerne af den høje inflation, der ramte os for et år siden, der præger både dansk og global økonomi. Inflationen er faldet markant efter den i efteråret 2022 toppede med omkring 10 pct. Den høje inflation har ført til højere renter og krav om højere lønninger.

De svage vækstudsigter og de højere renter svækker husholdningernes og virksomhedernes økonomi og indebærer risiko for øgede nedskrivninger i kreditinstitutterne. Navnlig ejendomsselskaberne risikerer i stigende grad at blive presset af øgede finansieringsomkostninger, svagere indtjening og værditab på ejendommene. Tabene vil i første omgang blive båret af investorerne, herunder investorer i ejendomsfonde, men vil senere ramme kreditinstitutter med udlån til selskaberne.

Udover inflationens og renteniveauets virkning på økonomien, så har Finanstilsynet identificeret følgende hovedrisici for det finansielle system:

  • Geopolitiske risici, f.eks. væbnet konflikt og globale cyberrisici
  • Likviditetskrise og højere renter
  • Utilstrækkelig ledelse, risikostyring og product governance
  • Uhæderlig adfærd, f.eks. indenfor hvidvask og terrorfinansiering, ESG og kunderelationer

Risikobilledet beskriver de primære finansielle risici som det finansielle system står over for. Risikobilledet er udgangspunkt for tilsynsvirksomheden. Finanstilsynet fokuserer tilsynet, hvor vi vurderer, at risiciene er størst.

Læs Finanstilsynets risikobillede her.