Undersøgelse af pensionssektorens løbende værdiansættelse af alternative investeringer

Finanstilsynet igangsætter nu en undersøgelse af pensionsselskabernes løbende værdiansættelse af alternative investeringer. Det sker bl.a. på baggrund af de store udsving, der har været på de finansielle markeder i 2020 som følge af COVID-19.

Pensionsselskaberne skal i forbindelse med undersøgelsen redegøre for udviklingen i værdiansættelsen af deres alternative investeringer indenfor fire aktivklasser: private equity, infrastruktur, illikvide kreditinvesteringer og ejendomme. I den forbindelse skal selskaberne bl.a. oplyse hvilke markedsdata, de har lagt til grund for værdiudviklingen, og hvordan de har taget højde for ændringer i risikobilledet i forbindelse med COVID-19.

 

Selskaberne skal derudover i mere detaljeret grad redegøre for værdiudviklingen i deres største enkeltinvesteringer indenfor hhv. private equity og illikvid kredit.

 

”Pensionsselskaberne har haft kurstab på en række finansielle aktiver i år, og derfor sætter vi nu gang i en undersøgelse for at få et overblik over, hvordan selskaberne har sikret en løbende værdiansættelse til dagsværdi af deres alternative investeringer,” siger vicedirektør Carsten Brogaard.

 

”Det er vigtigt for den enkelte pensionsopsparer, at selskaberne har processer og metoder, der sikrer, at selskaberne har en retvisende løbende værdiansættelse. Det er forudsætningen for god risikostyring, ordentlig løbende rapportering af afkast, og for at undgå risiko for, at der sker omfordeling mellem kunder i forbindelse med f.eks. ind- og udtræden af pensionsordningerne eller handler mellem kunder inden for selskabet,” siger Carsten Brogaard.

 

Baggrundsinformation

Pensionsselskaberne skal have gode processer, som sikrer, at den løbende værdiansættelse af investeringsaktiverne er opgjort til dagsværdi. I den forbindelse skal selskaberne foretage regelmæssige kontroller af, at markedspriser og data i værdiansættelsesmodeller er relevante og pålidelige. Værdien af de alternative investeringer er mere komplicerede og ressourcekrævende at opgøre for pensionsselskaberne end aktiver noteret på børserne. Derfor har Finanstilsynet fokus på, hvordan pensionsselskaberne værdiansætter alternative investeringer, særligt i tider hvor der er store bevægelser på de finansielle markeder.