Risikofaktor om BRRD

Finanstilsynet giver her retningslinjer og et eksempel på, hvordan et risikofaktorafsnit, der omhandler de risici, der følger af, at et institut er underlagt BRRD (Bank Recovery and Resolution Directive), kan udarbejdes i et prospekt.

Risikofaktorafsnittet vedrørende BRRD skal fokusere på, hvilken betydning det kan have for værdipapiret, hvis kreditinstituttet kommer under afvikling eller skal genoprettes i henhold til BRRD.

Kreditinstitutterne skal fokusere på at beskrive to ting:

  1. hvilken placering værdipapiret har i rangordenen
  2. hvilken betydning en afvikling eller genopretning vil have på størrelsen af betalinger eller det forventede tidspunkt for betalinger til indehaverne af værdipapiret.

Formålet med afsnittet er at synliggøre den reelle risikofaktor, herunder hvad investorerne skal bruge oplysningerne til. Dette formål bliver dog ofte sløret af, at kreditinstitutterne inkluderer lange afsnit om, hvad BRRD omhandler, hvor direktivet er implementeret i dansk ret, hvornår reglerne finder anvendelse, en beskrivelse af alle de beføjelser, som afviklingsmyndigheden har, osv.

I prospektforordningen er det formuleret sådan, at et prospekt skal indeholde de risici, ”der følger af et værdipapirs placering i rangordenen, og indvirkningen på den forventede størrelse af eller det forventede tidspunkt for betalinger til indehaverne af værdipapiret i tilfælde af konkursbehandling eller enhver anden lignende procedure, herunder, hvor det er relevant, et kreditinstituts insolvens eller dets afvikling eller omstrukturering i henhold til direktiv 2014/59/EU [BRRD].” Det følger af artikel 16, stk. 2, i prospektforordningen.

En risikofaktor i henhold til artikel 16, stk. 2, er ikke omfattet af væsentlighedsvurderingen i stk. 1, og det er derfor ikke et krav at inkludere oplysninger herom.

Eksempel

Nedenfor er et eksempel på, hvordan risikofaktorafsnittet vedrørende BRRD kan opstilles. Eksemplet tager udgangspunkt i ESMA’s eksempel i Guidelines on Risk factors under the Prospectus Regulation, suppleret med en række relevante elementer fra offentliggjorte prospekter fra 2022.

Her er alene tale om et eksempel, der tjener som inspiration til, hvordan risikofaktorafsnittet vedrørende BRRD kan udarbejdes. Det betyder bl.a., at eksemplet ikke skal kopieres ordret, men skal tilpasses det enkelte institut, ligesom det også vil være muligt at gøre risikofaktoren både kortere og mere præcis. Underafsnittet om NEP-kravet skal desuden kun med, hvis instituttet er underlagt et sådan krav:

”Bank ABC er underlagt BRRD (direktivet for genopretning og afvikling af banker), som er implementeret i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder og i lov om finansiel virksomhed. BRRD indeholder et regelsæt, der giver den relevante afviklingsmyndighed mulighed for at forhindre konkurs i pengeinstitutter eller i tilfælde af konkurs at minimere de negative følger heraf ved at sikre de systemisk vigtige funktioner i det pågældende institut.

Hvis det konstateres, at Bank ABC er nødlidende eller forventes at blive nødlidende i henhold til BRRD, kan afviklingsmyndigheden bl.a. afhænde udsteders aktiver. Et eventuelt underskud fra salg af Bank ABC’s aktiver kan medføre delvis reduktion i det udestående beløb til de efterstillede obligationsejere eller i værste fald reducere det udestående beløb til nul. Afviklingsmyndigheden kan også anvende det generelle bail-in-værktøj og nedskrive udsteders passiver, herunder obligationerne, helt eller delvist eller konvertere disse passiver til egenkapitalinstrumenter. Dette kan påvirke værdien af obligationerne væsentligt, og tilbagebetalingsbeløbet i forhold til obligationerne kan blive reduceret i samme omfang.

Obligationerne udgør usikrede fordringer mod Bank ABC. Usikrede fordringer er efterstillet ikke-foranstillet seniorgæld, som igen er efterstillet foranstillet seniorgæld som f.eks. indskud. Disse krav betales før de efterstillede fordringer, og hvis afviklingsmyndigheden anvender bail-in-værktøjet, er det mere sandsynligt, at obligationerne bliver ”bailed in”. Det betyder, at obligationerne om nødvendigt nedskrives og/eller konverteres efter aktierne, men før seniorgæld. I betragtning af rækkefølgen af nedskrivning og konvertering i henhold til BRRD udgør obligationsejernes efterstillede status en yderligere risiko.

Afviklingsmyndigheden kan også forsøge at implementere bredere afviklingsforanstaltninger så som at ændre betingelserne for obligationernes udløbsdato eller det beløb, der skal betales i rente, eller midlertidigt suspendere betalinger. Afviklingsmyndigheden kan også afbryde noteringen og optagelsen til handel af obligationerne. Alt dette kan have en negativ indvirkning på værdien af obligationerne i forbindelse med videresalg.

Alle ovennævnte foranstaltninger kan forekomme enkeltvis eller i kombination. Afviklingsmyndigheden kan f.eks. kræve delvis konvertering af efterstillede obligationer til ordinære aktier i Bank ABC ud over eventuel nedskrivning og salg af Bank ABC’s aktiver.

Hvis obligationsejerne stilles værre som følge af anvendelsen af bail-in-værktøjet, end det ville være tilfældet under en normal insolvensbehandling, har obligationsejerne ret til kompensation i henhold til BRRD på baggrund af en uafhængig vurdering af kreditinstituttet (”no creditor worse off”-princippet). En sådan kompensation vil imidlertid næppe kompensere obligationsejeren for de faktiske tab, og det er sandsynligt, at der vil være en væsentlig forsinkelse i at få udbetalt en sådan kompensation. Eventuelle kompensationsbeløb vil sandsynligvis også blive betalt betydeligt senere, end hvis beløbet ellers ville være skyldigt i henhold til de obligationer, der er blevet underkastet brugen af bail-in-værktøjet.

Offentlig økonomisk støtte til at afvikle Bank ABC, hvor der er en risiko for sammenbrud, vil kun blive brugt som en sidste udvej, efter at man først har vurderet og anvendt de andre afviklingsværktøjer i videst muligt omfang, samtidig med at den finansielle stabilitet opretholdes.

Krav til nedskrivningsegnede passiver (NEP-krav)

BANK ABC er underlagt et NEP-krav. Se afsnit 2.1 “NEP-krav” for yderligere oplysninger om det specifikke krav, som Bank ABC er underlagt, indfasningen af kravet, osv. Hvis Bank ABC ikke opfylder sit NEP-krav, kan den relevante myndighed tilbagekalde udsteders banktilladelse.”