Insiderhandel eller uretmæssig videregivelse af intern viden er ikke betinget af, at en person er medtaget på en insiderliste

En person kan overtræde forbuddet mod insiderhandel eller uretmæssig videregivelse af intern viden, selv om vedkommende ikke er medtaget på en insiderliste. Tilsiger øvrige omstændigheder, at personen har begået en sådan forbrydelse, vil Finanstilsynet derfor fortsætte sin undersøgelse heraf.

Når der opstår intern viden i et selskab, skal en udsteder udarbejde en insiderliste over de personer, der har adgang til den interne viden. En udsteder skal samtidig underrette personerne på listen om, at de er i besiddelse af intern viden, og at det bl.a. er strafbart at begå insiderhandel og uretmæssigt videregivelse af intern viden. Insiderlister er et vigtigt hjælpemiddel for Finanstilsynet til at vurdere, om en mistanke herom er begrundet. Mistænker Finanstilsynet en person for insiderhandel eller uretmæssig videregivelse af intern viden, der ikke fremgår af en insiderliste, vil Finanstilsynet dog ikke afholde sig fra at gå videre med en undersøgelsen heraf, hvis øvrige omstændigheder tilsiger dette.

For at der er tale om insiderhandel, skal to krav være opfyldt. For det første skal en person være i besiddelse af intern viden, og for det andet skal personen udnytte denne viden ved for egen regning eller for tredjemands regning direkte eller indirekte at erhverve eller afhænde finansielle instrumenter, som den pågældende viden vedrører, jf. artikel 8 i markedsmisbrugsforordningen.

Markedsmisbrugsforordningen fastlægger en formodningsregel, som går ud på, at hvis en fysisk eller juridisk person besidder intern viden og handler i de finansielle instrumenter, som den interne viden vedrører, så formodes det, at personen har udnyttet den interne viden, jf. præambelbetragtning nr. 24, 1. pkt.

Det er ikke afgørende, om der er tale om uagtsom eller forsætlig insiderhandel, jf. § 19, 2. pkt., i straffeloven, hvorefter lovovertrædelser i særlovgivningen straffes ved uagtsomhed. Det fremgår således af side 156 i bogen Børsstrafferet1:

”Det er således ikke et krav, at en insider har forstået, at informationen har karakter af intern viden. Det er tilstrækkeligt, at den pågældende burde have forstået, at den information, som vedkommende er i besiddelse af, kunne kvalificeres som intern viden.”

Videre fremgår det:

”En person kan dermed straffes for uagtsom insiderhandel, hvis den pågældende for det første burde have været opmærksom på, at han var i besiddelse af intern viden, og for det andet at han burde have indset, at han ved sine transaktioner herved udnyttede denne viden eller forsøgte at deltage i insiderhandel eller burde indse, at han anbefalede eller tilskyndede en anden person til at deltage i insiderhandel.”

Har en medarbejder, som ikke fremgår af en insiderliste, derfor qua sin stilling eksempelvis deltaget i møder, hvor intern viden er blevet drøftet, og det er blevet italesat, at det er intern viden, bør medarbejderen afholde sig fra at handle med selskabets aktier. Det samme gør sig gældende i det tilfælde, hvor det ikke bliver italesat, at der er tale om intern viden, men medarbejderen eksempelvis qua sin stilling i selskabet bør kunne regne ud, at der er tale om intern viden.

For at en person ikke skal være i tvivl, om at vedkommende er i besiddelse af intern viden, er det vigtigt, at en udsteder får medtaget alle personer, der er i besiddelse af intern viden på en insiderliste. Lige så vigtigt er det, at en udsteder sikrer, at personerne anerkender de juridiske og lovgivningsmæssige pligter, der følger heraf, og at de er bekendte med de sanktioner, der er knyttet til insiderhandel og uretmæssig videregivelse af intern viden, jf. artikel 18, stk. 2, 1. afsnit, i markedsmisbrugsforordningen. Finanstilsynet kræver i den forbindelse, at dette sker ved en skriftlig anerkendelse. En form for elektronisk bekræftelse vil være tilstrækkelig, hvorimod en automatisk e-mail løsning (eksempelvis en kvittering for modtaget eller læst e-mail) ikke vil være tilstrækkelig.

En korrekt udarbejdet insiderlister bidrager derfor som et vigtigt værktøj til at beskytte den enkelte medarbejder mod at begå en ulovlig handling.

Se også kravene til insiderlister for SMV-vækstmarkeder i nyhedsbrev om Nye regler om insiderlister for SMV-vækstmarkeder.


1Hans Fogtdal, Børsstrafferet, Jurist- og Økonomforbundets forlag, 2. udgave 2017.