Erklæring om driftskapital i prospekter

Et prospekt, hvis registreringsdokument udarbejdes efter bilag 11, 12, 13 eller 26 i Kommissionens delegerede forordning 2019/980, skal indeholde en erklæring om driftskapital.

I prospektet skal der være en erklæring fra udsteder om, at denne vurderer, at driftskapitalen (working capital) er tilstrækkelig til at dække udsteders nuværende behov. Med ”nuværende behov” forstås 12 måneder fra datoen for prospektets godkendelse. I modsat fald skal det anføres i prospektet, hvordan udsteder agter at fremskaffe den nødvendige driftskapital.

Hvis udsteder har konsoliderede regnskaber med i prospektet, skal vurderingen om tilstrækkelig driftskapital også foretages på konsolideret grundlag.

Kravet gælder for en periode på 12 måneder fra datoen for prospektets godkendelse. Hvis udsteder er bekendt med driftskapitalvanskeligheder, der kan opstå mere end 12 måneder efter datoen for prospektets godkendelse, bør de personer, der er ansvarlige for prospektet, dog overveje at tilføje supplerende oplysninger i dette. Det fremgår af ESMA’s retningslinjer (retningslinje 34).

Erklæring om driftskapital med eller uden forbehold?

Kravet kan opfyldes på to måder, jf. ESMA’s retningslinjer for oplysningskrav i prospekter (retningslinje 29):

  • Ved at medtage en erklæring om driftskapital uden forbehold (clean working capital statement), hvoraf det fremgår, at udstederen efter egen opfattelse har tilstrækkelig driftskapital i mindst 12 måneder.
  • Ved at medtage en erklæring om driftskapital med forbehold, hvoraf det fremgår, dels at udstederen efter egen opfattelse ikke har tilstrækkelig driftskapital, dels hvordan udstederen agter at tilvejebringe den nødvendige supplerende driftskapital.

Erklæringen om driftskapital må ikke kunne fortolkes på mere end én måde, jf. retningslinje 31 i ESMA’s retningslinjer for oplysningskrav i prospekter. Kravet om entydighed gælder, uanset om der er tale om en erklæring med eller uden forbehold.

Udsteder skal være opmærksom på, at der alene kan medtages en clean working capital statement, hvis erklæringen rent faktisk er uden forbehold.

Et eksempel på en erklæring, som ikke opfylder kravet, er, hvor udsteder skriver ”[..,] which the Company considers sufficiently certain, [...]”. Sætningen kan skabe tvivl om, hvorvidt driftskapitalen er tilstrækkelig til at dække udsteders nuværende behov. Selskabet skal i dette tilfælde derfor udarbejde en kvalificeret erklæring i stedet.

Et eksempel på en clean working capital statement, som opfylder kravene i ESMA’s guidelines, er følgende formulering: “In the company’s opinion, its working capital is sufficient to meet its present requirements over at least the next twelve months.”

Indhold i en erklæring med forbehold

Ved erklæringer med forbehold bør udsteder angive, at denne ikke har tilstrækkelig driftskapital til at dække nuværende behov. Det følger af ESMA’s retningslinjer for oplysningskrav i prospekter (retningslinje 32). Derudover skal udsteder beskrive følgende faktorer:

  • Tidshorisont: Udsteder bør angive, hvornår denne forventer at løbe tør for driftskapital, da investorerne har brug for oplysninger om tidshorisonten for at vurdere, hvor presserende problemet er.
  • Mangel: Udsteder bør angive det omtrentlige omfang af den manglende driftskapital for at gøre det muligt for investorerne at forstå problemets omfang.
  • Handlingsplan: Udsteder bør beskrive, hvordan denne agter at afhjælpe manglen på driftskapital. Beskrivelsen bør omfatte oplysninger om specifikke foreslåede foranstaltninger, f.eks. refinansiering, genforhandling af eller nye kreditvilkår eller faciliteter, reduktion af diskretionære kapitaludgifter, reviderede strategi- eller overtagelsesprogrammer eller salg af aktiver. Udsteder bør redegøre for tidsplanen for de foreslåede foranstaltninger, og for i hvor høj grad udsteder er sikker på, at det lykkes.
  • Konsekvenser: Udsteder bør, hvor det er relevant, angive konsekvenserne, hvis de foreslåede foranstaltninger i handlingsplanen ikke lykkes (f.eks. om udstederen kan forventes at blive sat under administration eller konkursbehandling og i givet fald hvornår).

Medtagelse af provenu fra udbuddet i beregning af driftskapitalen

Som udgangspunkt kan udsteder ikke medtage provenuet fra det aktuelle udbud ved beregningen af, om udsteders driftskapital er tilstrækkelig til at dække det nuværende behov. Provenuet kan kun medregnes, hvis emissionen er garanteret på grundlag af et bindende tilsagn, eller hvis der er afgivet uigenkaldelige tilsagn. Det fremgår af ESMA’s retningslinjer (retningslinje 33).

Udsteder bør tage hensyn til eventuelle betingelser i garantiaftalen eller i uigenkaldelige tilsagn, som vil gøre det muligt at annullere garantiaftalen eller de uigenkaldelige tilsagn. Hvis det er nødvendigt at foretage væsentlige antagelser om, hvorvidt emissionen vil blive gennemført som følge af tegningsgarantien, eller om eventuelle uigenkaldelige tilsagn vil blive trukket tilbage, kan udsteder ikke medregne provenuet ved emissionen i beregningen af sin driftskapital.

Det samme gælder, hvis der er tvivl om tegningsgarantien eller kvaliteten af eventuelle uigenkaldelige tilsagn. Hvis der er risiko for, at en eller flere af de parter, der garanterer emissionen eller afgiver uigenkaldelige tilsagn, ikke er i stand til at opfylde sine forpligtelser, bør udsteder ikke medregne provenuet fra emissionen i beregningen af sin driftskapital.

For at kunne medregne provenuet fra emissionen er det samtidig nødvendigt at kende minimumsbeløbet for emissionsprovenuet, som garanteres eller stilles til rådighed via uigenkaldelige tilsagn. Hvis udsteder ikke kan beregne nettoprovenuet fra emissionen, f.eks. fordi der ikke er nogen minimumspris, eller garantiaftalen ikke garanterer et minimumsprovenu, kan provenuet ikke indgå i beregningen af udsteders driftskapital.

Er kun en del af emissionen garanteret eller dækket af uigenkaldelige tilsagn, kan kun denne del indgå i beregningen af driftskapitalen.

Retningslinjer

Læs mere om ”Erklæring om driftskapital”, herunder de specielle krav, der gælder for kreditinstitutter og forsikrings- og genforsikringsselskaber, i kapitel V.8 (retningslinje 29-37)  i ESMA’s retningslinjer for oplysningskrav i prospekter.