Finanstilsynets giver Lægernes Pension påbud efter POG-reglerne

Finanstilsynet har gennemgået Lægernes Pensions produkttilsyn og -styring (POG) og konkluderer, at pensionskassen ikke har gennemført en tilstrækkelig grundig proces for virksomhedens nye produkter. Pensionskassens overordnede rammer for POG skal også forbedres. Derfor får Lægernes Pension seks påbud.

Formålet med reglerne om POG er at sikre, at forsikringsselskaber kun udbyder produkter, der er kompatible med målgruppens behov, karakteristika og mål og leverer gode resultater for hele målgruppen i hele produkternes levetid.

Finanstilsynet vurderer, at Lægernes Pension ikke har tilstrækkeligt præcise retningslinjer for at afdække målgruppens behov, karakteristika og mål, og for at teste, om virksomhedens produkter lever op til målgruppens behov, karakteristika og mål. Lægernes Pension har ikke gennemført en tilstrækkelig grundig POG for virksomhedens nye produkter.

Lægernes Pension har derfor fået påbud om at beskrive konkret i deres interne retningslinjer, hvornår og hvordan virksomheden vil afdække målgruppens behov, karakteristika og mål, og hvilke parametre der vil være afgørende for, om et produkt er egnet til en målgruppe. Lægernes Pension har også fået påbud om at præcisere, hvordan deres forsikringsprodukter skal testes.

Lægernes Pension skal i forhold til deres nye produkter afdække målgruppens behov, karakteristika og mål og teste produkterne i overensstemmelse med de interne retningslinjer, der er revideret på baggrund af de øvrige påbud. 

Lægernes Pension må ikke fortsætte med at udbyde produkterne, hvis resultaterne af produkttestningen viser, at produkterne ikke i hele deres levetid er egnede til målgruppen.

Det er desuden Finanstilsynets vurdering, at rammerne for Lægernes Pensions POG på andre punkter ikke er tilstrækkeligt tydeligt defineret. Lægernes Pension har fået påbud om at præcisere deres interne retningslinjer i forhold til:

  • vurdering af produktændringers væsentlighed (væsentlige ændringer kan f.eks. vedrøre de vigtigste elementer i et forsikringsprodukt, herunder dækning, pris, omkostninger, risiko, målgruppe, samt kompensations- og garantirettigheder)
  • vurdering af produkters kompleksitet
  • organiseringen af virksomhedens produktgodkendelsesproces
  • inddragelse af administrative funktioner og funktionernes rollefordeling i forbindelse med undersøgelse af nye produkter og gennemgang af eksisterende produkter.

Lægernes Pension har også fået påbud om at fjerne en adgang i virksomhedens interne retningslinjer til at sætte gennemgang af produkter på pause.

Finanstilsynet anmoder Lægernes Pension om at redegøre for, hvordan virksomheden har efterlevet påbuddene senest fire måneder efter fremsendelse, med relevant dokumentation vedlagt.

Alle livsforsikringsselskaber og pensionskasser skal definere målgruppens behov

Pensionskasser som Lægernes Pension har pligt til at definere relevante målgrupper for deres produkter. Pligten gælder, uanset om deres målgruppe er defineret på forhånd, f.eks. gennem fempartsaftaler.

Pensionskasser og livsforsikringsselskaber kan have brug for at arbejde med en mere detaljeret definition af forskellige målgrupper og disses behov, selvom selskaberne har en overordnet målgruppe. Virksomhederne skal have fokus på, at der inden for den overordnede målgruppe kan være forskellige segmenter, og at disse kundesegmenter har behov for produkter, der passer til dem.

Afdækningen af målgruppens behov, karakteristika og mål og vurderingen af produkternes egnethed skal ikke ske på individniveau. Afdækningen skal muliggøre identifikation og afgrænsning af grupper af kunder, som deler samme behov. Dette forudsætter, at virksomhederne har et tilstrækkelig detaljeret kendskab til målgruppen og de forskelligheder, målgruppen rummer. Den nødvendige detaljeringsgrad vil afhænge af produktets kompleksitet - komplekse produkter kræver en mere dybdegående afdækning og en mere finmasket afgrænsning af målgrupperne.

Finanstilsynet forventer, at virksomhederne har kortlagt, om de har medlemsgrupper, hvis behov ikke opfyldes af produktet. Hvis det er tilfældet, skal virksomhederne tage hånd om problemet. 

Virksomhederne kan f.eks. overveje, om de skal gå i dialog med de relevante aftaleparter bag en ordning, om de skal og kan tilpasse produktet, eller, hvis det ikke er muligt, om de bør informere tydeligt eller rådgive om begrænsninger i dækningen eller lignende i forhold til en given forsikringstagers behov. Her er det afgørende, at de udbudte produkter er defineret tydeligt, og at produkternes egenskaber er baseret på et veldokumenteret grundlag, hvor målgruppens nærmere behov er inddraget i produktudviklingen.

Kravene til POG afhænger bl.a. af produkternes kompleksitet. Produkter udviklet af pensionskasser og livsforsikringsselskaber vil ofte være komplekse produkter. Produkterne har potentielt stor økonomisk betydning for målgruppen i en lang årrække, som kan ligge langt ude i fremtiden. Risikoen for skadelige virkninger for kunderne er derfor høj. Dette gælder f.eks. livrenter og forsikring af tab af erhvervsevne. Produkterne vil ofte være eksponeret over for risici, som er vanskelige for kunderne at forstå og gennemskue konsekvenserne af, f.eks. markedsrisici tilknyttet en bred vifte af aktiver, inflationsrisici og risici tilknyttet ændringer i levetider. For produkter som forsikring af tab af erhvervsevne kan selve tilkendelseskriteriet desuden være komplekst og vanskeligt at forstå for kunderne. Andre produkter kan dog efter omstændighederne være relativt enkle, f.eks. sumforsikring ved dødsfald.

Læs hele redegørelsen