Jesper Berg stopper som direktør i Finanstilsynet

Jesper Berg har i dag indleveret sin afskedsbegæring og stopper som direktør for Finanstilsynet i løbet af april.

Kontakt

Kommunikationschef

Jesper Christiansen
41 93 35 06
jech@ftnet.dk

“Det har været en fantastisk oplevelse at være direktør for Finanstilsynets 400 medarbejdere i næsten 8 år. Men det er også et hårdt job, der stiller store krav og slider på en. Den 6. april fylder jeg 64 år og jeg har heldigvis nogen, der vil passe på mig og som jeg også gerne vil bruge mere tid sammen med.

Jeg håber også at få tid til andre passioner som finansiel stabilitet i udviklingslande og undervisning. Jeg er meget tryg ved, at Finanstilsynets medarbejdere også fremover kan sikre en berettiget tillid til det finansielle system, selv når bølgerne går højt,” siger Jesper Berg.

Nina Dietz Legind, formand for Finanstilsynets bestyrelse:

“Vi tager afsked med en meget fagligt kompetent direktør, der har haft stor betydning for udviklingen af Finanstilsynet. Jesper er en dygtig leder med stor gennemslagskraft, og han har tilgået opgaven som direktør for tilsynet med en høj grad af professionalisme. Det har været en fornøjelse at arbejde sammen med Jesper.”

Stillingen som direktør for Finanstilsynet vil blive slået op. Vicedirektør Kristian Vie Madsen vil fungere som direktør efter Jesper Bergs sidste dag og indtil en ny direktør tiltræder.