Kommentar vedr. Danske Bank

Af Finanstilsynets afgørelse af 3. maj 2018 fremgår, at Finanstilsynet vil inddrage nye relevante oplysninger, som måtte komme frem senere omkring Danske Bank-sagen. Nu foreligger bankens egen undersøgelse, og derfor ser Finanstilsynet på grundlaget for sagen igen.

Finanstilsynets direktør Jesper Berg:
 
”Finanstilsynet genåbner nu vores arbejde, som vi i første omgang afsluttede med vores afgørelse i maj. Arbejdet vil fokusere på, om grundlaget for vores afgørelse i maj vedrørende det ledelsesmæssige ansvar har ændret sig. Som vi nævnte i forbindelse med afgørelsen i maj, vil vi løbende vurdere, om ny information kan føre til nye vurderinger.
 
Når der kommer nye oplysninger frem, skal vi naturligvis tage stilling til, om det betyder noget for den afgørelse, vi traf i maj. Vi vil nu sammenligne Danske Banks oplysninger med vores egne oplysninger, som lå til grund for vores tidligere afgørelse. I den forbindelse vil vi ikke forlade os på bankens egne eller advokatfirmaets vurderinger. Derfor vil vi også indhente de af oplysningerne bag ved Danske Banks rapport, som har betydning for vores fortsatte undersøgelse.
 
Vi vil derudover samarbejde tæt med både SØIK i Danmark og det estiske finanstilsyn og bidrage til, at de forskellige myndigheders arbejde er velkoordineret.”