Baggrund for ordningen

Her kan du læse om, hvorfor vi har en ekstern whistleblowerordning.

En række EU-regler på det finansielle område stiller krav om, at personer kan indberette overtrædelser eller potentielle overtrædelser af EU-retten. Finanstilsynet har derfor oprettet en ekstern whistleblowerordning, der gør det muligt at indberette sådanne overtrædelser.

Finanstilsynets whistleblowerordning tillader, at alle kan indberette om overtrædelser eller potentielle overtrædelser af den finansielle lovgivning.

Folketinget vedtog den 24. juni 2021 lov nr. 1436 om beskyttelse af whistleblowere (whistleblowerloven).

Loven gennemfører EU-direktiv (EU) 2019/1937 om beskyttelse af personer, der indberetter overtrædelser af EU-retten, i dansk ret.

Formålet med loven er at garantere bedre beskyttelse af whistleblowere ved at etablere sikre kanaler i både den offentlige og private sektor til indberetning af overtrædelser. Loven trådte i kraft den 17. december 2021. 

Loven indfører en omfattende ramme for beskyttelse af whistleblowere i dansk ret, bl.a. ved i vidt omfang at pålægge offentlige myndigheder og en lang række private virksomheder og organisationer pligt til at etablere interne whistleblowerordninger.

Som supplement til de interne whistleblowerordninger følger det af loven, at der også skal etableres en ekstern whistleblowerordning i Datatilsynet, og at eksterne whistleblowerordninger, der er oprettet i medfør af sektorspecifikke EU-lovgivning, skal opretholdes og følge loven.

Personer, der er whistleblowere efter whistleblowerloven, er begrænset til en mindre gruppe af personer end de personer, der kan indberette til Finanstilsynet. Det er derfor ikke alle der indberetter til Finanstilsynet, der nyder beskyttelse efter lov beskyttelse af whistleblowere. Du kan læse mere om hvilke personer, der er omfattet af whistleblowerloven under Hvem kan whistleblowe? og du kan læse mere om, hvilken beskyttelse du har under Beskyttelse af dig som whistleblower.