Belåning af andelsboliger i seks pengeinstitutter

Finanstilsynet gennemførte fra december 2017 til april 2018 en temaundersøgelse i seks pengeinstitutter af nye udlån til andelsboligkunder og andelsboligforeninger. Undersøgelsen blev iværksat i lyset af en længere periode med stigende priser på andelsboliger.

Undersøgelsen omfattede bevillinger i perioden fra den 1. september 2016 til den 31. august 2017 dels til nye og eksisterende andelsboligkunder med en udvidelse af eksponeringen på mindst 0,5 mio. kr., dels til nye og eksisterende andelsboligforeninger med en udvidelse af eksponeringen på mindst 5,0 mio. kr. På grundlag af institutternes bevillinger udvalgte Finanstilsynet et antal sager i hvert institut til nærmere gennemgang. Finanstilsynet gennemgik desuden relevante politikker og forretningsgange på området. 

Formålet var at vurdere institutternes risikoappetit i forbindelse med andelsboligbelåning og at vurdere det grundlag, som institutterne foretog deres bevillinger på.

Undersøgelsen havde særligt fokus på, om:

  • institutternes bevillingsgrundlag var betryggende, herunder om andelsboligforeningernes ejendomme og andelsbeviser var værdiansat korrekt, og om dokumentationen af de økonomiske forhold i øvrigt var tilfredsstillende
  • institutternes risikoappetit gav anledning til bekymring for opbygning af risici, herunder om institutterne udviste passende forsigtighed ved belåning af andelsboliger i vækstområder
  • institutterne havde tilstrækkeligt styringsmæssigt fokus på området i politikker og forretningsgange.

Omfanget af nye lån til andelsboligforeninger var begrænset, og undersøgelsen gav ikke anledning til væsentlige konklusioner. For lån til andelsboligkunder viste undersøgelsen, at institutterne på en række områder skal styrke deres tilgange. 

Værdiansættelsen af andelsbeviser var ofte utilstrækkelig som grundlag for bevilling, og i en del tilfælde var andelsbevisers værdi overvurderet. Risikoappetitten var i nogle tilfælde høj, og der var en del bevillinger, som ikke i tilstrækkelig grad tog højde for de særlige risici, der er forbundet med at give lån til boliger i vækstområder. I flere tilfælde var institutternes styring ikke tilstrækkelig i forhold til de særlige risici, der er ved andelsboligbelåning.

Læs hele redegørelsen her.