Redegørelse om inspektion i Nykredit Bank A/S (likviditetsområdet)

Finanstilsynets undersøgelse af Nykredit Bank fandt sted den 23. maj 2018. Formålet med undersøgelsen var at vurdere bankens likviditetsrisici og likviditetsrisikostyring.

Undersøgelsen omfattede en gennemgang af Nykredit Banks likviditetsrisikopolitik og hertil knyttede instrukser, forretningsgange og rapportering.

Derudover gennemgik Finanstilsynet også Nykredit Banks organisering på likviditetsområdet.

Undersøgelsen vedrørte alene situationen i Nykredit Bank og forholder sig således ikke til koncernrelaterede forhold.

Sammenfatning og risikovurdering

Bankens aktuelle likviditets- og fundingrisici er relativt begrænsede som følge af en forholdsvis stor likviditetsbuffer og bankens aktuelle indlånsoverskud. Bankens fundingstruktur er under forandring hen i mod mere koncernintern funding og mindre markedsbaseret funding som følge af en bevidst strategi fra bankens side.

Bankens daglige risikostyring på likviditetsområdet fremstår generelt velfungerende. Finanstilsynet har på undersøgelsen fundet enkelte svagheder i dele af bankens kontrolmiljø, beredskabsplanen og i bankens organisering af likviditetsområdet. Banken er i gang med at rette op på disse svagheder, som ikke har givet anledning til tilsynsreaktioner.

Finanstilsynet finder, at banken fortsat bør have fokus på, at Risiko-enheden har tilstrækkelige ressourcer på likviditetsrisikoområdet.