I foråret 2018 gennemførte Finanstilsynet en temaundersøgelse af likviditetsstresstests i SIFI-pengeinstitutter. Undersøgelsen omfattede Danske Bank, Nykredit Bank, Jyske Bank og Sydbank.
Pengeinstitutter skal have metoder til vurdering af potentielle likviditetsmæssige virkninger af institutspecifikke og markedsspecifikke stress, for eksempel i form af likviditetsstresstests, jf. paragraf 5 e) og paragraf 7 h) i bilag 4 i bekendtgørelse om ledelse og styring af pengeinstitutter m.fl. (benævnes ’ledelsesbekendtgørelsen’ i det følgende). Endvidere indgår i Finanstilsynets vejledning om risikostyring på likviditetsområdet for penge- og realkreditinstitutter en mere detaljeret beskrivelse af retningslinjer for institutternes likviditetsstresstests. Kravene i bekendtgørelsen samt retningslinjerne i vejledningen giver institutterne betydelig metodefrihed ved udarbejdelsen af likviditetsstresstests.
Formålet med Finanstilsynets temaundersøgelse var at undersøge udformningen af institutternes egne likviditetsstresstests, herunder om disse i tilstrækkelig grad favner de likviditetsrisici, som instituttet er eksponeret overfor. Konkret betyder det, at Finanstilsynet har undersøgt de metoder og antagelser, som de enkelte institutter har valgt at anvende i deres egne likviditetsstresstests.
1. Generelle forhold
1.1. Likviditetsstresstestmetode og modeller
Undersøgelsen viser, at den mest udbredte metode for udformning af institutternes likviditetsstresstests er baseret på en fremskrivning af instituttets nettopengestrømme, hvilket afspejler instituttets likviditetsbehov. Det betyder, at for et givent stressscenarie identificerer instituttet sine indgående og udgående pengestrømme samt de resulterende nettopengestrømme for en periode frem i tid, typisk ét år. Dette sammenholdes med instituttets likviditetsbuffer, hvormed instituttet kan følge, for et givent stressscenarie, hvor lang tid det har tilstrækkelig likviditet til at dække de fremskrevne nettopengestrømme, og til at opretholde interne målsætninger og lovkrav (LCR). Finanstilsynet anser grundlæggende denne metode for at være en passende model for likviditetsstresstests, idet den giver instituttet overblik over, hvornår der potentielt kan komme særligt store likviditetstræk i tilfælde af stress.
Finanstilsynet gav påbud til ét institut, der ikke følger den ovenfor beskrevne metode for udformningen af likviditetsstresstests. Påbuddet blev givet med baggrund i, at instituttet ikke har udviklet tilstrækkelige institutspecifikke likviditetsstresstests.
Det er endvidere ikke alle institutter, der opgør og følger udviklingen i lovkrav (LCR) i deres likviditetsstresstests. Disse institutter følger derimod udviklingen i deres likviditetsbuffer i stresstesten for at vurdere, hvornår de løber tør for likviditet i et givent stressscenarie.
Det er Finanstilsynets vurdering, at det bør være en integreret del af institutternes likviditetsrisikostyring at overvåge, hvornår de ikke længere kan overholde interne grænser og lovkrav i deres likviditetsstresstests. Det giver institutterne en forståelse for, hvad der skal til for, at de bryder lovkravet.
1.2 Scenarieanalyse
Institutternes likviditetsstresstests er generelt baseret på scenarieanalyser, der viser likviditetseffekten af et givent scenarie bestående af en række antagelser om stress af instituttets aktiver, passiver og ikke-balanceførte elementer.
Institutterne skal som minimum lave likviditetsstresstests baseret på følgende tre stressscenarier; et institutspecifikt scenarie, et markedsspecifikt scenarie samt et kombinationsscenarie, jf. ledelsesbekendtgørelsen. Undersøgelsen viser, at der er forskellig praksis for udformningen og definitionen af institutternes kombinationsscenarier. Flere institutters kombinationsscenarier er enten mildere end deres institutspecifikke eller markedsspecifikke scenarier.
Kombinationsscenariet skal afspejle en situation med både markedsstress, der påvirker institutterne bredt i sektoren, samt institutspecifikt stress, hvor det pågældende institut er påvirket i højere grad end de øvrige institutter. Det betyder, at kombinationsscenariet bør være det hårdeste stressscenarie, da det er en kombination af de to øvrige scenarier, der finder sted. Kombinationsscenariet vil således udgøre et hårdt men stadig sandsynligt stressscenarie.
Finanstilsynets vurdering er, at hvis instituttet har vurderet, at en antagelse er sandsynlig i et markedsstress, bør antagelsen som udgangspunkt medtages i kombinationsscenariet, da instituttet må forventes at blive ramt på tilsvarende vis i markedsscenariet og kombinationsscenariet, hvis hele markedet er påvirket. Der kan være antagelser fra det institutspecifikke stress, som ændres i et kombinationsscenarie, da hele markedet er påvirket.
Hvis antagelserne i kombinationsscenariet ikke som minimum er en fællesmængde af antagelserne fra det markedsspecifikke og institutspecifikke stressscenarie, bør instituttet dokumentere, hvorfor instituttet vurderer, at antagelsen skal være anderledes i kombinationsscenariet sammenlignet med enten det markedsspecifikke eller institutspecifikke stressscenarie.
1.3 Konsolideringsniveau
Flere af institutterne i undersøgelsen er koncernforbundne med andre penge- og/eller realkreditinstitutter. Der er forskellig praksis blandt de undersøgte institutter for, på hvilket konsolideringsniveau deres likviditetsstresstests opgøres, dvs. om de opgøres på koncernniveau eller for de enkelte enheder i koncernen.
Det er Finanstilsynets vurdering, at institutterne som udgangspunkt bør opgøre deres likviditetsstresstests for de enkelte enheder i koncernen, samt for hele koncernen. Dette er bl.a. vigtigt for at kunne identificere, om en koncern vil være særligt afhængig af likviditet fra et datterselskab, eller om specifikke enheder i koncernen vil have særligt store likviditetsbehov. Det kan dog variere, med hvilken frekvens og med hvilket formål likviditetsstresstestene på de forskellige konsolideringsniveauer opgøres. Således kan det for nogle enheder i en koncern være tilstrækkeligt at foretage likviditetsstresstests med mindre frekvens end for andre enheder eller for koncernen samlet.
1.4 Likviditetsstresstest i væsentlige valutaer
Alle institutterne laver likviditetsstresstests samlet for deres aktiviteter på tværs af alle valutaer. Endvidere opgør nogle institutter deres likviditetsstresstests separat for enkelte væsentlige valutaer.
Likviditetsstresstests for enkelte valutaer er relevante ift. at identificere eventuelle uhensigtsmæssige valuta-ubalancer i likvide aktiver samt indgående og udgående pengestrømme og dermed for at belyse potentielle afhængigheder af valutamarkedet. Institutterne bør som udgangspunkt lave likviditetsstresstests separat for valutaer, såfremt instituttet har en signifikant volumen og væsentlig aktivitet i de pågældende valutaer. Hvis aktiviteterne er begrænsede og ukomplicerede, så risiciene er nemme at overskue, kan stresstests for separate valutaer dog være unødvendige.
2. Specifikke antagelser
2.1 Stress af indlån
En del af institutternes likviditetsstresstests består af afløb af instituttets indlånsfinansiering. Institutterne har således antagelser om indlånenes flygtighed, og dermed hvor stor en andel af deres indlånsmasse, der vil kunne forsvinde i et givent stressscenarie. Undersøgelsen viser, at det varierer blandt institutterne, hvilke kriterier de har lagt til grund for denne vurdering af indlånenes flygtighed og potentielle afløb i deres likviditetsstresstests. Nogle institutter anvender hovedsageligt indlånenes beløbsstørrelse som kriterie. Andre institutter har mere detaljerede analyser med flere forskellige kriterier, der danner grundlag for deres antagelser om afløb af indlån.
Institutterne bør vurdere stabiliteten af deres indlånsfinansiering ud fra flere forskellige kriterier, såsom eksempelvis om indlånene er dækket af indskydergarantien, type af indlån (eks. anfordringsindlån, aftaleindlån, indlån med opsigelsesvarsel), modpart (eks. professionel eller privat kunde), land, valuta og kundens tilhørsforhold. Endvidere bør institutterne basere deres antagelser om afløb af indlån på en analyse af egne historiske erfaringer samt supplere med input fra eksterne kilder, eksempelvis fra sammenlignelige institutter eller andre institutter, der tidligere er blevet ramt af likviditetsstress.
2.2 Stress af udlån
Undersøgelsen viser, at de fleste institutter antager en konstant udlånsmasse i deres likviditetsstresstests for at sikre, at instituttet kan fortsætte sin udlånsaktivitet i et givent stressscenarie. To institutter antager dog afløb af aftaleudlån, således at disse udlån ikke forlænges ved udløb, og den indgående pengestrøm herfra kan således anvendes til at dække instituttets likviditetsafløb i et givent stressscenarie. Der er dog forskel på, om aftaleudlånet er til privat, SME, erhverv eller finansielle kunder.
Det er Finanstilsynets vurdering, at institutterne ikke bør antage aftagende udlån til private, SMV og erhverv i deres likviditetsstresstests. SIFI-institutter bør have tilstrækkelig likviditet til at kunne fortsætte deres udlånsaktivitet selv i tilfælde af stress.
2.3 Stress af usikret markedsfinansiering
En del af institutternes likviditetsstresstests består af afløb af markedsfinansiering. Institutterne har således antagelser om, hvor stor en andel af deres udstedelser, de forventer vil kunne refinansieres i et givent stressscenarie. Institutterne skelner i den forbindelse mellem sikret og usikret markedsfinansiering. Sikret markedsfinansiering (covered bonds, repo) vurderes typisk at være nemmere at refinansiere i tilfælde af stress, idet instituttet stiller sikkerhed for finansieringen, hvilket mindsker risikoen for investorerne. Usikret markedsfinansiering (eks. seniorgæld/EMTN-programmer og CP/CD-programmer) kan derimod være sværere og dyrere at refinansiere i tilfælde af stress, da investorerne i højere grad vil trække sig fra dette marked, hvor der ikke er sikkerhed for deres investering.
Undersøgelsen viser, at praksis blandt institutterne typisk er, at de, i som minimum det hårdeste stressscenarie, antager fuldt forfald af alle deres usikrede udstedelser. Kun ét institut antager, at det delvist vil kunne refinansiere sin CP/CD finansiering.
Det er Finanstilsynets vurdering, at institutterne bør antage fuldt forfald af alt usikret markedsfinansiering i som minimum det hårdeste af deres stressscenarier.
2.4 Stress af ikke-balanceførte elementer
Ud over stress af aktiver og passiver bør institutternes likviditetsstresstest også omfatte det potentielle ekstra likviditetsbehov, der kan opstå i forbindelse med deres ikke-balanceførte aktiviteter i et givent stressscenarie. Det kan eksempelvis være i forbindelse med, at instituttet skal stille yderligere sikkerheder for derivataftaler eller covered bond udstedelser, træk på committede og uncommittede lines, som instituttet har afgivet, samt afgivne lånetilbud. Disse elementer indgår også i LCR-lovkravet.
Undersøgelsen viser, at institutterne generelt ikke inddrager ikke-balanceførte aktiviteter i deres likviditetsstresstests i tilstrækkelig grad. Institutterne mangler således at inddrage ét eller flere ikke-balanceførte elementer i deres likviditetsstresstests.
Det er Finanstilsynets vurdering, at institutterne som minimum bør forholde sig til de ikke-balanceførte elementer, der indgår i LCR, og om disse vil være relevante at inddrage i institutternes egne likviditetsstresstests.
2.5 Haircut på beholdningen af egne udstedelser
Tre institutter er koncernforbundne med et realkreditinstitut. Disse institutter medtager typisk deres beholdning af egne realkreditudstedelser i likviditetsbufferen til dækning af deres likviditetsbehov i et givent stressscenarie. Der er forskellig praksis blandt institutterne for anvendelsen af haircut på beholdningen af disse egne realkreditudstedelser. Ét institut anvender højere haircut på beholdningen af egne realkreditudstedelser end på beholdningen af realkreditudstedelser fra et andet institut. De øvrige institutter anvender samme haircut, uanset om udstedelsen er deres egen eller fra et andet institut.
Det er Finanstilsynets vurdering, at institutterne i deres likviditetsstresstests bør anvende højere haircut på beholdningen af deres egne realkreditudstedelser, både i et institutspecifikt stressscenarie og i et kombinationsscenarie. Såfremt et institut oplever et institutspecifikt stress, er der risiko for en afsmittende negativ effekt på det koncernforbundne realkreditinstitut, hvilket kan påvirke prisen på realkreditinstituttets udstedelser. Der vil således være en forøget risiko for, at instituttets beholdning af egne realkreditudstedelser ikke vil kunne likvideres til samme værdi som en tilsvarende realkreditudstedelse fra et andet institut. I et markedsscenarie antages det, at hele markedet rammes af stress, hvorfor forventningen vil være, at realkreditudstedelser kan likvideres med nogenlunde samme haircut i et markedsstress.