Disclosureforordningen trådt i kraft

Disclosureforordningen, der har til formål at forbedre informationen om bæredygtighedsmæssige forhold på det finansielle område, trådte i kraft den 10. marts 2021. Udkastet til detailreguleringen er offentliggjort og forventes at træde i kraft 1. januar 2022.

Disclosureforordningen er nu trådt i kraft, og selve forordningsteksten (level 1) er dermed gældende. Detailreguleringen (level 2) forventes p.t. at træde i kraft pr. 1. januar 2022.

De fælles europæiske tilsynsmyndigheder offentliggjorde i februar deres endelige rapport med udkastet til detailregulering til disclosureforordningen i form af syv regulatoriske tekniske standarder. Rapporten indeholder bl.a. et forslag til konkrete indikatorer for de vigtigste negative indvirkninger på bæredygtighedsfaktorer (principal adverse impacts), rapporteringstemplates til brug for bæredygtige finansielle produkter både forud for aftaleindgåelse og i den periodiske rapportering samt produktoplysninger, der skal være tilgængelige på websites. I rapporten foreslås det at fastsætte ikrafttrædelsesdatoen for detailregulering til 1. januar 2022. Det er imidlertid EU-Kommissionen, der skal vedtage detailreguleringen, herunder også endeligt fastsætte ikrafttrædelsesdatoen.

Joint supervisory statement

De europæiske tilsynsmyndigheder har i forbindelse med offentliggørelsen af udkastet til detailreguleringen udgivet et joint supervisory statement om, hvordan den finansielle sektor og tilsynsmyndighederne skal forholde sig i perioden frem til, at detailreguleringen træder i kraft. Udtalelsen indeholder en opfordring til at henvise finansielle markedsdeltagere og rådgivere til den ovennævnte rapport i denne mellemliggende periode med forbehold for, at der kan ske ændringer frem til EU-Kommissionens endelige vedtagelse. Joint supervisory statement indeholder derudover et nyttigt bilag med en oversigt over ikrafttrædelsesdatoer og mere specifik vejledning i forhold til principal adverse impact-rapporteringen på virksomhedsniveau og finansielle produkters periodiske rapporter.

Læs den endelige rapport med udkast til detailregulering.

Læs tilsynsmyndighedernes joint supervisory statement.

Find mere information om disclosureforordningen.