Hvordan bliver din indberetning behandlet?

På denne side kan du læse om Finanstilsynets behandling af whistleblowerhenvendelser og hvornår du kan forvente at høre fra os.

Den eksterne whistleblowerordning i Finanstilsynet foretager en indledende vurdering af din indberetning med henblik på at fastslå, om indberetningen er omfattet af den finansielle lovgivning eller vedrører reglerne om markedsmisbrug.

Hvis det er tilfældet, foretager den eksterne whistleblowerordning en nærmere undersøgelse på baggrund af oplysningerne i din indberetning. En sådan undersøgelse kan f.eks. munde ud i Finanstilsynet starter selvstændige undersøgelser af det enkelte selskab eller større undersøgelsessager med flere selskaber involveret. Finanstilsynet er dog underlagt særlige regler om tavshedspligt efter lov om finansiel virksomhed. Det betyder, at Finanstilsynet ofte ikke kan oplyse, om indberetningerne fører til yderligere undersøgelse. Vi vil dog gennem whistleblowerportalen give dig de oplysninger, som vi kan uden at bryde vores tavshedspligt.

Hvis den eksterne whistleblowerordning i Finanstilsynet videregiver oplysninger fra din indberetning, vil du som udgangspunkt blive underrettet forud for videregivelsen. Oplysninger om din identitet – eller andre oplysninger hvoraf der direkte eller indirekte kan udlede oplysninger om din identitet – vil som udgangspunkt kun blive videregivet med dit udtrykkelige samtykke. Dog vil den eksterne whistleblowerordning i Finanstilsynet kunne videregive sådanne oplysninger om din identitet mv. uden dit samtykke til andre offentlige myndigheder, hvis det vurderes at være nødvendigt med henblik på at imødegå lovovertrædelser eller sikre berørte personers ret til et forsvar.

Hvem behandler min indberetning?

Det er en afgrænset medarbejdergruppe i Finanstilsynet, der har til opgave at tage imod og følge op på whistleblowerindberetninger, og de medarbejdere, som behandler indberetninger, er bl.a. autoriseret til at arbejde med indberetninger og er underlagt en særlig tavshedspligt med hensyn til oplysninger, der indgår i indberetningerne.

Hvornår får jeg besked om, hvad der sker med min indberetning?

Når du har indberettet gennem whistleblowerportalen vil du modtage en kvitteringsskrivelse på din skærm, hvoraf det fremgår, at din indberetning er sendt, og du vil se en 16-cifret kode på skærmen, som du skal bruge for at kunne logge på portalen igen. Det er derfor vigtig, at du gemmer koden.

Du vil indenfor syv dage modtage en kvitteringsskrivelse fra Finanstilsynet på portalen.

Hvis du er omfattet af persongruppen, der er beskyttet af lov om beskyttelse af whistleblowere (link til ”Hvem kan whistleblowe?”), vil du som udgangspunkt senest tre måneder efter, at du har modtaget bekræftelsen på din indberetning, modtage feedback på din indberetning. Feedback kan f.eks. bestå i oplysninger om, hvilke tiltag, der er iværksat eller påtænkes iværksat som opfølgning på din indberetning. 

Denne frist kan forlænges i op til seks måneder, hvis der på grund af sagens konkrete omstændigheder er behov for en længerevarende undersøgelse. Du vil i så fald blive orienteret herom inden for tre måneder, fra whistleblowerordningen har modtaget din indberetning.

Det meste af Finanstilsynets tilsyn er underlagt en særlig tavshedspligt, der betyder, at vi ofte ikke kan oplyse, om indberetningerne føre til yderligere undersøgelse. Vi vil dog give dig de oplysninger, som vi kan uden at bryde vores tavshedspligt.

Du vil ligeledes blive orienteret, når Finanstilsynet lukker eller henlægger sagen med din indberetning, hvis Finanstilsynets tavshedspligt tillader det.

Hvis du ikke er omfattet af persongruppen, der er beskyttet af lov om beskyttelse af whistleblowere, vil du inden syv dage fra du har sendt indberetningen, modtage en kvitteringsskrivelse om, at Finanstilsynet har modtaget din henvendelse. Finanstilsynets tavshedspligt vil som udgangspunkt medføre, at vi ikke kan give dig yderligere oplysninger om vores behandling af indberetningen. Hvis Finanstilsynet har behov for en uddybelse af din indberetning eller har yderligere spørgsmål, vil vi gerne have mulighed for at kontakte dig gennem whistleblowerportalen eller de kontaktoplysninger, som du oplyser i indberetningen, således at vi kan undersøge forholdet bedst muligt.