Redegørelse om inspektion i Nordea Bank Danmark A/S (hvidvaskområdet)

Finanstilsynet gennemførte i juni 2015 en undersøgelse af, om Nordea Bank Danmark A/S overholder gældende regler på hvidvaskområdet.

Risikovurdering

Banken er det næststørste pengeinstitut i Danmark. Banken driver alle typer af bankforretninger, kapitalforvaltning, investering mv. Banken har et betydeligt antal privatkunder, virksomhedskunder og institutionelle kunder, hvoraf mange har komplicerede koncernstrukturer/arrangementer. Et større antal kunder er endvidere bosiddende i eller har hjemsted i udlandet, ligesom et større antal fysiske kunder er distancekunder.

 

Omfanget af transaktioner, herunder grænseoverskridende pengeoverførsler, er betydeligt. En væsentlig del af kundernes transaktioner gennemføres via internet eller via kontanthåndtering i forbindelse med kontoindbetalinger, valutaveksling og pengeoverførsel.  

 

Banken har betydelige aktiviteter inden for værdipapirhandel, herunder engroshandel og private banking, og banken har et omfattende antal grænseoverskridende korrespondentbankforbindelser. De pågældende områder betragtes af Financial Action Task Force (FATF) som områder forbundet med høj risiko for hvidvask og finansiering af terrorisme.

 

Det er på baggrund heraf Finanstilsynets vurdering, at bankens iboende risiko for at blive misbrugt til hvidvask eller finansiering af terrorisme er høj vurderet i forhold til gennemsnittet af finansielle virksomheder i Danmark.

 

Undersøgelsens konklusioner

Det er på baggrund af nærværende inspektion Finanstilsynets vurdering, at banken på mange væsentlige områder har betydelige udfordringer og ikke kan anses at opfylde kravene i hvidvaskloven. Finanstilsynet er bekendt med, at banken i forlængelse af nærværende undersøgelse har øget fokus på hvidvaskområdet. Tilsvarende er Finanstilsynet vidende om, at Nordea-koncernen på baggrund af konklusionerne fra en undersøgelse foretaget af det svenske finanstilsyn i foråret 2015 har iværksat tiltag til at forbedre koncernens foranstaltninger for at bekæmpe hvidvask og finansiering af terrorisme.

 

Dette ændrer dog ikke ved, at Finanstilsynets samlede vurdering af bankens foranstaltninger til bekæmpelse af hvidvask og terrorfinansiering er, at den fornødne risikostyring ikke er til stede, ligesom håndteringen af hvidvaskområdet ikke er tilstrækkeligt ledelsesmæssigt forankret i banken. Undersøgelsen giver således anledning til påbud på følgende områder:

 

  • Risikovurdering

  • Risikostyring og intern kontrol

  • Risikoklassifikation af kunder

  • Kundekendskab

  • Transaktionsovervågning

  • Opmærksomhedspligten

  • Behandling af mistænkelige transaktioner

  • Korrespondentbanker

     

Derudover har undersøgelsen givet anledning til påtaler af enkelte forhold.

 

Risikovurdering og risikostyring

Banken fik påbud om at udarbejde tilstrækkelige procedurer for risikovurdering, herunder vurderinger af risici for, at bankens forskellige forretningsområder kan blive misbrugt til hvidvask og finansiering af terrorisme.

 

Banken fik påbud om at udarbejde tilstrækkelige procedurer for intern kontrol.

 

Kundekendskab – risikoklassifikation af kunder

Banken fik påbud om at udarbejde tilstrækkelige procedurer for risikoklassifikation af kunder, således at højrisikokunder identificeres med henblik på bankens opfyldelse af hvidvasklovens krav om øget kundekendskab og overvågning.

 

Kundekendskab – midlerne oprindelse, private banking

Banken fik påbud om at etablere tilstrækkelige forretningsgange og foranstaltninger på Private Banking området med henblik på at sikre, at der indhentes tilstrækkelige oplysninger og dokumentation for kundemidlernes oprindelse.

 

Kundekendskab – højrisikokunder, stikprøver

Banken fik påbud om at foretage fornyet gennemgang af samtlige privat- og virksomhedskundeforhold, der af banken klassificeres som højrisikokunder, og som er etableret før 1. juni 2015. Gennemgangen af kundeforholdene skal ske med henblik på at sikre, at banken har indhentet tilstrækkelige kundeoplysninger.

 

Banken fik en påtale om, at banken indtil september 2015 ikke har haft tilstrækkelige procedurer for ajourføring af kundeoplysninger i forbindelse med privatkunders fraflytning fra Danmark.

 

Transaktionsovervågning

Banken fik påbud om at indføre tilstrækkelige procedurer for overvågning af kundeforhold, således at det sikres, at transaktioner, der gennemføres som led i kundeforholdet, er i overensstemmelse med bankens viden om kunden og kundens forretnings- og risikoprofil, herunder om nødvendigt midlernes oprindelse.

 

Banken fik endvidere påbud om at sikre, at der foretages skærpet overvågning af kundeforhold, hvor der vurderes at være en højere risiko for hvidvask og finansiering af terrorisme.

 

Banken fik en påtale for dens manglende systemovervågning af valutavekslingsvirksomheder.

 

Behandling af usædvanlige og mistænkelige transaktioner

Banken fik påbud om at sikre, at alle usædvanlige transaktioner og transaktionsmønstre undersøges, og at resultaterne af undersøgelserne noteres og opbevares. I forlængelse heraf fik banken påbud om at sikre, at pligten til at undersøge mistænkelige transaktioner og den dertil knyttede potentielle indberetningspligt iagttages.

 

Korrespondentbankforbindelser uden for EU/EØS

Banken fik påbud om at sikre, at der i forbindelse med etablering af korrespondentbankforbindelser uden for EU/EØS, og herefter løbende, indhentes tilstrækkelige oplysninger om formålet med og det forventede omfang af forretningsforbindelsen, kvaliteten af det lokale myndighedstilsyn med instituttet og oplysninger med henblik på at sikre, at det pågældende institut har tilstrækkelige og effektive kontrolprocedurer på hvidvaskområdet. Disse oplysninger skal indgå i grundlaget for bankens stillingtagen til godkendelse eller ikke-godkendelse af forretningsforbindelsen med det pågældende institut.

 

Banken fik påbud om at indføre procedurer, der sikrer tilstrækkelig overvågning af transaktioner i relation til grænseoverskridende korrespondentbankforbindelser.

 

Endelig fik banken påbud om at indføre tilstrækkelige procedurer for uddannelses- og instruktionsprogrammer for medarbejderne på korrespondentbankområdet, således at det sikres, at relevante medarbejdere er bekendt med de pligter, der fremgår af loven.

 

Hvidvaskansvarlig

Banken fik en påtale om, at den hvidvaskansvarlige ikke har overholdt sine forpligtelser i relation til at sikre, at banken overholder pligterne efter loven.

 

Politianmeldelse

På baggrund af undersøgelsens konklusioner har Finanstilsynet politianmeldt banken for overtrædelse af hvidvaskloven.