Politianmeldelse af The Many AIFM A/S for markedsføring af andele i alternative investeringsfonde

Finanstilsynet anmodede den 1. juni 2023 National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) om at indlede nærmere politimæssig efterforskning af The Many AIFM A/S.

The Many AIFM A/S (The Many/selskabet) er en forvalter af alternative investeringsfonde (FAIF) med tilladelse, jf. § 11, stk. 3, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. (FAIF-loven). The Many forvalter fem alternative investeringsfonde, som markedsføres til detailinvestorer, jf.  § 5, i FAIF-loven, herunder The Many Green AIF-SIKAV med afdelingen The Many Regenergy KL (Fonden). The Many fik den 20. januar 2023 en række påbud bl.a. relateret til udbuddet af Fonden.

The Many markedsførte Fonden som en fond, der hovedsageligt placerer sine midler i én anden fond. Den investerede fonds forvalter var et selskab, som alene er en registreret FAIF, hvilket indebærer at selskabet ikke er underlagt tilsyn udover investoroplysningsdokumentet. Den investerede fonds midler skulle investeres videre i en udenlandsk fond, som er forvaltet af en registreret FAIF i udlandet.

Den anvendte fondsstruktur medførte, at The Many til detailinvestorer markedsførte en fond, hvor den reelle forvaltning blev udført af en FAIF uden tilladelse, hvormed The Many’s markedsføring var i strid med FAIF-lovens krav om, at fonde markedsført til detailinvestorer skal forvaltes af en forvalter med tilladelse efter FAIF-loven.

Investorbeskyttelsen for en detailinvestor er baseret på, at lovgivningen stiller krav om, at forvaltere med tilladelse efter FAIF-loven skal opfylde en række krav vedrørende ledelse og styring, kompetencer, indretning af virksomhed, kapital, depositar, investoroplysninger mv. Finanstilsynet er endvidere forpligtet til at undersøge forholdene i FAIF’er med tilladelse, herunder ved gennemgang af løbende indberetning og ved inspektioner i den enkelte forvalter. The Many har gennem konstruktionen ikke sikret, at detailinvestorer i Fonden ville være omfattet af denne investorbeskyttelse.

Finanstilsynet vurderer, at dette udgør en grov overtrædelse af § 5, stk. 4, 1. pkt. i FAIF-loven.