Påtale vedrørende erhvervelse af en kvalificeret andel i P/F BankNordik

Finanstilsynet har ikke modtaget en ansøgning om tilladelse til Gullak Arngrimsson Madsens’ indirekte erhvervelse af en kvalificeret andel i P/F BankNordik forud for erhvervelsen, som skete via Ruth Holding ApS og GTM Familie Holding ApS henholdsvis den 30. juni 2023 og den 24. august 2023. En sådan ansøgning er lovpligtig i henhold til § 61, stk. 1, i anordning om ikrafttræden for Færøerne af lov om finansiel virksomhed. [1]

Påtale

Finanstilsynet påtaler, at Gullak Arngrimsson Madsen ikke på forhånd søgte om tilladelse i henhold til § 61, stk. 1, i anordning om ikrafttræden for Færøerne af lov om finansiel virksomhed, til erhvervelse af en indirekte kvalificeret andel i P/F BankNordik.

Baggrund

P/F BankNordik udsendte den 3. juli 2023 en storaktionærmeddelelse, hvoraf det fremgik, at Ruth Holding ApS pr. 30. juni 2023 havde øget sin beholdning af aktier i P/F BankNordik til 1.022.390 stk. Dermed udgjorde Ruth Holding ApS’s andel af P/F BankNordiks aktiekapital 10,65 pct. fra og med denne dato. Gullak Arngrimsson Madsen ejer 100 pct. af kapitalandelene og har 100 pct. af stemmerettighederne i Ruth Holding ApS.  

P/F BankNordik udsendte den 24. august 2023 en storaktionærmeddelelse, hvoraf det fremgik, at GTM Familie Holding pr. 24. august 2023 havde øget sin beholdning af aktier i P/F BankNordik til 1.000.000 stk. Dermed udgjorde GTM Familie Holding ApS’s andel af P/F BankNordiks aktiekapital 10,42 pct. fra og med denne dato. Gullak Arngrimsson Madsen ejer 1 pct. af kapitalandelene og har 100 pct. af stemmerettighederne i GTM Familie Holding.  

Ved de to ovennævnte erhvervelser erhvervede Gullak Arngrimsson Madsen en indirekte kvalificeret andel i P/F BankNordik.

Finanstilsynet havde ikke modtaget en ansøgning om godkendelse af erhvervelsen fra Gullak Arngrimsson Madsen forud for dette.

Retligt grundlag

Det følger af § 61, stk. 1, i anordning om ikrafttræden for Færøerne af lov om finansiel virksomhed, at enhver fysisk eller juridisk person, eller fysiske eller juridiske personer, som handler i forståelse med hinanden, der påtænker direkte eller indirekte at erhverve en kvalificeret andel, jf. § 5, stk. 3, i anordning om ikrafttræden for Færøerne af lov om finansiel
virksomhed, i en finansiel virksomhed eller en finansiel holdingvirksomhed, på forhånd skal ansøge Finanstilsynet om godkendelse af den påtænkte erhvervelse.

Ifølge § 5, stk. 3, i anordning om ikrafttræden for Færøerne af lov om finansiel virksomhed forstås der ved en kvalificeret andel, en direkte eller indirekte besiddelse af mindst 10 pct. af kapitalen eller stemmerettighederne eller en andel, som giver mulighed for at udøve en betydelig indflydelse på ledelsen af den finansielle virksomhed eller den finansielle holdingvirksomhed. 

Det er ikke en betingelse, at erhververen samlet erhverver en kvalificeret andel for, at der skal ske forudgående godkendelse. En mindre andel, der bringer erhververens samlede kapitalandel over grænsen for kvalificerede andele, skal ligeledes godkendes af Finanstilsynet.

Klagevejledning

Finanstilsynets afgørelse kan senest 4 uger efter, at afgørelsen er modtaget, indbringes for Erhvervsankenævnet pr. e-mail til adressen ean@naevneneshus.dk eller pr. post til Erhvervsankenævnet, Toldboden 2, 8800 Viborg, jf. § 372, stk. 1 i anordning om ikrafttræden for Færøerne af lov om finansiel virksomhed.

Offentliggørelse

Det følger af § 354 e i anordning om ikrafttræden for Færøerne af lov om finansiel virksomhed, at Finanstilsynet skal offentliggøre påtaler i sager om overtrædelse af § 61, stk. 1, i anordning om ikrafttræden for Færøerne af lov om finansiel virksomhed. Finanstilsynet vurderer ikke, at offentliggørelse vil medføre uforholdsmæssig stor skade for personen efter § 354 e, stk. 3, i anordning om ikrafttræden for Færøerne af lov om finansiel virksomhed, hvorfor offentliggørelse ikke vil ske anonymiseret. Offentliggørelse vil ske på Finanstilsynets hjemmeside.

[1] Bekendtgørelse af anordning om ikrafttræden for Færøerne af lov om finansiel virksomhed, som senest ændret ved anordning nr. 1223 af 4. juni 2021.