Påtale for at overskride fristen for indberetning af en ledende medarbejders transaktion

Finanstilsynets afgørelse af 8. januar 2021 er truffet i henhold til artikel 19, stk. 1, i Europa Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 596/2014 af 16. april 2014 om markedsmisbrug
(markedsmisbrugsforordningen).

Finanstilsynet har den 8. januar 2021 påtalt, at en ledende medarbejder ikke har overholdt pligten til at give rettidig meddelelse til Finanstilsynet om to transaktioner i første halvår af 2020. Den ledende medarbejder solgte henover to dage aktier i selskabet, hvor vedkommende er bestyrelsesmedlem. I løbet af perioden krydser den ledende medarbejder tærsklen på 20.000 EUR, hvorefter transaktionerne er indberetningspligtige.