Redegørelse om påbud til Velliv om sikring af tilstrækkelige præmier og om overholdelse af det fordelingsmæssige kontributionsprincip

Finanstilsynet har som led i det løbende tilsyn med Velliv, Pension & Livsforsikring A/S (Velliv), givet to påbud den 4. juli 2023.

Tilstrækkelige præmier

Finanstilsynet har i forbindelse med den løbende sagsbehandling modtaget Vellivs budget for 2021-2023 i februar 2021. Finanstilsynet har derudover gennemgået selskabets anmeldte risikosatser for 2022, hvor selskabets budget for 2022-2026 fremgår.

Finanstilsynet vurderer, at budgetterne forudsætter, at egenkapitalen systematisk dækker underskud i en af selskabets risikogrupper. Finanstilsynet vurderer derudover, at årsagen til det fortsatte og systematiske behov for, at egenkapitalen skal dække underskud i risikogruppen, er, at præmierne ikke er tilstrækkelige til, at tab af erhvervsevne-produkterne på tegningstidspunktet kan hvile i sig selv.

Jf. § 21, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed (FiL) skal præmierne hørende til de enkelte forsikringstyper på tegningstidspunktet være fastsat, så de enkelte forsikringstyper ikke har behov for systematisk og permanent tilførsel af midler.

Finanstilsynet vurderer, at dette krav medfører, at præmierne på de enkelte forsikringstyper på tegningstidspunktet skal være tilstrækkelige til, at selskabet kan dække de tilhørende forpligtelser, herunder afsætte forsikringsmæssige hensættelser. Risikomargen er en del af de forsikringsmæssige hensættelser. Finanstilsynet vurderer derfor, at selskabets praksis er i strid med § 21, stk. 3, i FiL.

Finanstilsynet vurderer, at det er nødvendigt, at de tilstrækkelige præmier indbetales i risikogruppen. En rabat på præmiebetalingen til en kunde betyder derfor, at det er selskabet, som skal indbetale et beløb svarende til rabatten i risikogruppen, således at den samlede præmiebetaling på kundens forsikring indbetales i gruppen, uagtet om der er givet rabat eller ej.

Tidspunktet for, hvornår rabatten bliver overført til risikogruppen, skal være sammenfaldende med kundens betaling. Hvis dette ikke sker, er der risiko for, at der sker omfordeling mellem kunderne. Hvis en bestyrelse disponerer over midler til rabatter i egenkapitalen, forventer Finanstilsynet, at disse reserveres i egenkapitalen. For Velliv betyder det specifikt, at der skal ske en reservation af egenkapitalens midler til de garanterede rabatter hørende til selskabets eksisterende kontrakter.

Finanstilsynet har derfor påbudt Velliv at sikre, at præmier for nytegnede forsikringer er tilstrækkelige til, at forsikringsselskabet kan opfylde alle sine forpligtelser, jf. § 21, stk. 3, i FiL.

Det fordelingsmæssige kontributionsprincip

Velliv har ultimo 2021 anmeldt en væsentlig anvendelse af forlodsbonus i en risikogruppe frem til og med 2026. Forlodsbonus betyder, at selskabet tildeler bonus allerede inden årets realiserede resultat er opgjort.

Risikogruppen har ikke kollektivt bonuspotentiale og selskabets fremregninger indebærer ikke forventning om opbygning af kollektivt bonuspotentiale. Jf. § 7, stk. 5, i bekendtgørelse om kontributionsprincippet (kontributionsbekendtgørelsen) kan fordelingen af realiseret resultat inden for en gruppe foretages i løbet af regnskabsåret på baggrund af regnskabsårets forventede realiserede resultat og kollektivt bonuspotentiale i gruppen.

Finanstilsynet finder, at selskabet ved at gøre brug af forlodsbonus, der ikke kan indeholdes i det kollektive bonuspotentiale og i årets forventede realiserede resultat, ikke lever op til kontributionsbekendtgørelsens § 7, stk. 5.

Finanstilsynet har derfor påbudt Velliv at sikre overholdelsen af det fordelingsmæssige kontributionsprincip, jf. § 7, stk. 5, i kontributionsbekendtgørelsen.