Redegørelse om påbud til PFA Pension om præmier og beregningselementer i risikoprodukter tegnet som livsforsikring

I forbindelse med det løbende tilsyn med PFA PENSION, FORSIKRINGSAKTIESELSKAB (PFA Pension eller selskabet) har Finanstilsynet givet PFA Pension påbud om at anmelde nye tegningsgrundlag, der sikrer tilstrækkelige præmier og forsigtigt valgte beregningselementer i risikoprodukter tegnet som livsforsikring. Påbuddet er givet den 3. juli 2023.

Påbud om tilstrækkelige præmier og forsigtigt valgte beregningselementer i tegningsgrundlaget for risikoprodukter tegnet som livsforsikring

Finanstilsynet har gennemgået PFA Pensions tekniske grundlag, der er indsendt i henhold til § 20, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed (FIL), herunder anmeldelsen ”TAE og KS som komplementære dækninger uden ret til bonus i forsikringsklasse I” indsendt den 30. december 2021.  Det fremgår af PFA Pensions tekniske grundlag, at selskabet fastsætter præmierne for forskellige risikoprodukter tegnet som livsforsikring, herunder produkterne ”Tab af Erhvervsevne” og ”Indbetalingssikring”, således at præmierne alene dækker bedste skøn af de forventede betalingsstrømme, der følger af de livsforsikringer og investeringskontrakter, som virksomheden har indgået. Præmierne dækker således ikke risikomargen.

Finanstilsynet vurderer, at kravet i FIL § 21, stk. 3, om, at præmierne hørende til de enkelte forsikringstyper på tegningstidspunktet skal være fastsat, så de enkelte forsikringstyper ikke har behov for systematisk og permanent tilførsel af midler, medfører, at præmierne på de enkelte forsikringstyper skal være tilstrækkelige til, at selskabet kan dække de tilhørende forpligtelser, herunder forsikringsmæssige hensættelser. Risikomargen er en del af de forsikringsmæssige hensættelser.

Finanstilsynet vurderer derfor, at når PFA Pension fastsætter præmier for produkter tegnet som livsforsikring, herunder ”Tab af Erhvervsevne” og ”Indbetalingssikring”, der ikke er tilstrækkelige til at dække hensættelsen til risikomargen, så har PFA Pension ikke fastsat præmierne på de enkelte forsikringstyper, så de er tilstrækkelige. Kravene i FIL § 21, stk. 3, er dermed ikke overholdt.

FIL § 21, stk. 4, fastslår herudover, at de beregningselementer, der lægges til grund ved beregning af forsikringspræmier, skal vælges med forsigtighed. Dette betyder, at fastsættelsen af præmierne skal tage udgangspunkt i realistiske antagelser, der er tillagt en margen. Denne margen skal øge sikkerheden for, at præmierne er tilstrækkelige til at dække forpligtelserne overfor kunden. 

For selskabets produkter ”Tab af Erhvervsevne” og ”Indbetalingssikring” gælder særligt, at der er tale om produkter, hvor ydelserne kan løbe over en betragtelig årrække, og hvor inflation gennem garanteret pristalsregulering har stor betydning for selskabets forpligtelser overfor kunden. Produktet ”Tab af Erhvervsevne” bliver endvidere solgt i en version, hvor der er en garanteret fast regulering af ydelsen. Disse garanterede reguleringer har også betydning for selskabets forpligtelser overfor kunden. 

Det fremgår af PFA Pensions tekniske grundlag, at selskabet ved beregning af præmien til at dække pristalsreguleringen benytter en forventet regulering, som fastsættes løbende ud fra de inflationsforventninger, som er afspejlet i markedet. Finanstilsynet vurderer derfor, at der ikke er tillagt en margen til inflationsforventningerne, som afspejler usikkerheden. Baseret på PFA Pensions tekniske grundlag vurderer Finanstilsynet endvidere, at der ligeledes ikke i præmieberegningen er tillagt en margen i de antagelser, der angår den garanterede faste regulering af ydelserne i produktet ”Tab af Erhvervsevne”. Kravene i FIL § 21, stk. 4, er dermed ikke overholdt.

Finanstilsynet har på baggrund af ovenstående påbudt PFA Pension at anmelde tegningsgrundlag pr. 1. januar 2022, der medfører, at præmierne for nytegnede forsikringer er tilstrækkelige til, at forsikringsselskabet kan opfylde alle sine forpligtelser, således at der ikke vil være behov for systematisk og permanent tilførsel af andre midler, for de ikke reservebærende risikoprodukter tegnet som livsforsikring, jf. FIL § 21, stk. 3. Endvidere skal de anmeldte tegningsgrundlag ændres, så beregningselementerne, der indgår i tegningsgrundlagene for produkterne ”Tab af Erhvervsevne” og ”Indbetalingssikring” vælges med forsigtighed og derfor tager højde for usikkerheden forbundet med garanti for pristalsregulering og for fast regulering af ydelsen, jf. FIL § 21, stk. 4.