Påbud vedrørende modtagelse af provisioner i RealRåd ApS

Finanstilsynet har den 27. april 2017 meddelt et påbud til RealRåd ApS for overtrædelse af § 9, stk. 1, nr. 1, i lov om finansielle rådgivere og boligkreditformidlere, der forbyder en rådgiver, der betegner sig som uafhængig, at modtage provisioner.

Finanstilsynet har den 27. april 2017 påbudt RealRåd ApS straks at ophøre med at modtage provisioner fra penge- og realkreditinstitutter eller straks at ophøre med at markedsføre sig som uafhængig rådgiver.

 

Påbuddet er meddelt til RealRåd ApS efter at virksomheden i en redegørelse til Finanstilsynet har oplyst, at virksomheden ”ikke oplever at have udfordringer med at opretholde uafhængigheden eller uvildigheden over for sine kunder på trods af, at der fra visse udbydere af boliglånsprodukter tilbydes formidlingsprovision til Realråd”.

 

Det er i strid med § 9, stk. 1, nr. 1, i lovbekendtgørelse nr. 1079 af 5. juli 2016 om finansielle rådgivere og boligkreditformidlere, at RealRåd ApS betegner sig som en uafhængig og uvildig rådgiver, samtidig med, at virksomheden modtager provision fra sine samarbejdspartnere.

 

Forbuddet i bestemmelsen er absolut, og det er derfor uden betydning, hvorvidt Realråd ApS vurderer, at virksomheden ikke konkret har oplevet problemer med interessekonflikter ved at virksomheden modtager provisioner samtidig med, at virksomheden betegner sig som uvildig.

 

Læs hele afgørelsen.