Påbud for at handle i strid med god skik - SISA - Arbejdstagernes Pensionskasse - Bekendtgørelse for Grønland om god skik for finansielle virksomheder § 3

Finanstilsynets afgørelse af 31. januar 2014

Værd at vide

Beslutninger omfatter risikooplysninger og politianmeldelser. Beslutninger er ikke underlagt reglerne i forvaltningsloven eller offentlighedsloven, og de kan således ikke ankes.

Påbud

Finanstilsynet finder, at SISA har handlet i strid med § 43 i ”Anordning nr. 1252 af 15. december 2004 om ikrafttræden for Grønland af lov om finansiel virksomhed” og § 3 i ”Bekendtgørelse for Grønland om god skik for finansielle virksomheder” (Bekendtgørelse nr. 252 af 1. april 2005) for så vidt angår udformningen af fratrædelsesbreve og svarblanket til forsikringstagerne.

Finanstilsynet påbyder derfor, at SISA tilretter fratrædelsesbrevet og tilhørende svarblanket i henhold til nedenstående påbud.

Sagsfremstilling

Når indbetaling til pensionsordning i SISA fra arbejdsgiveren ophører, sender SISA et fratrædelsesbrev (”ophør af indbetaling”) til forsikringstageren.

Af brevet fremgår, at forsikringstageren, hvis forsikringstageren vælger at krydse af i feltet ”henstand”, vil være fuldt ud dækket af pensionsordningen i et år fra dato, hvor betalingen er ophørt (henstandsperiode), og at der i denne periode vil være bidragsfri dækning, hvor prisen for forsikringsdækningen – i stedet for at blive betalt via bidrag – betales af pensionsordningens opsparede værdi, som således bliver mindre i henstandsperioden.

Endvidere fremgår det af brevet, at hvis forsikringstageren er fraværende pga. langvarig erhvervsudygtighed, dvs. mere end 13 uger, har forsikringstageren mulighed for at søge om bidragsfritagelse på grund af sygdom, således at SISA fortsætter betalingen, som arbejdsgiveren tidligere har indbetalt. Det fremgår endvidere, at hvis forsikringstageren ønsker at gøre brug heraf, skal forsikringstageren sætte kryds ved felt 3 i svarblanketten (bidragsfritagelse pga. langvarig erhvervsudygtighed).

Endvidere fremgår det af brevet, at medlemmer, der har fået bevilget offentlig førtidspension, har mulighed for at få førtidspension fra SISA. Endvidere fremgår følgende ”Hvis du er bevilget offentlig førtidspension, skal du sætte (X) ved punkt 4 på svarblanketten”. Af punkt 4 fremgår, at man ansøger om førtidspension fra SISA.

Det fremgår af brevet, at svarblanketten skal returneres inden 4 uger. Af svarblanketten fremgår, at forsikringstageren kun må sætte kryds ved ét felt.

Hvis medlemmet krydser felt nr. 3 af, fremsendes en ny blanket: ”ansøgning om bidragsfritagelse pga. langvarig erhvervsudygtighed.”

Af regulativ I fremgår bl.a. følgende (§ 9):
”I tilfælde af langvarig erhvervsudygtighed, kan medlemmet få bevilget fritagelse for betaling af pensionsbidrag af pensionskassens bestyrelse, idet pensionskassen i så fald betaler bidraget for medlemmet. (…) Stk. 2. Bidragsfritagelsen ophører, hvis bestyrelsen bedømmer, at betingelserne herfor ikke længere er til stede. 

Stk. 3. Bidragsfritagelsen ophører senest når medlemmet fylder 60 år” ”

Af regulativ II fremgår bl.a. følgende (§ 9):

”I tilfælde af langvarig erhvervsudygtighed med et erhvervsevnetab på mindst 2/3 kan medlemmet få bevilget fritagelse for betaling af pensionsbidrag af pensionskassens bestyrelse. (…)”

Stk. 2. ”Et medlem kan få bidragsfritagelse i op til 5 år (…)

Stk. 3. Bidragsfritagelsen ophører, hvis bestyrelsen bedømmer, at betingelserne herfor ikke længere er til stede (…)

SISA har overfor Finanstilsynet oplyst, at et medlem, som er ophørt med at betale bidrag, efter 3 måneder mister retten til bidragsfritagelse, hvis medlemmet ikke har ønsket henstand eller søgt om bidragsfritagelse.

Endvidere har SISA overfor Finanstilsynet oplyst, at medlemmet mister muligheden for at opnå bidragsfritagelse, hvis medlemmet ansøger om førtidspension fra SISA.

Retligt grundlag

Det følger af § 43 i ”Anordning nr. 1252 af 15. december 2004 om ikrafttræden for Grønland af lov om finansiel virksomhed”, at finansielle virksomheder skal handle i overensstemmelse med redelig forretningspraksis og god skik indenfor forretningsområdet.

Hensynet til kunderne er yderligere reguleret i ”Bekendtgørelse for Grønland om god skik for finansielle virksomheder” (Bekendtgørelse nr. 252 af 1. april 2005). Af denne bekendtgørelses § 3 fremgår, at finansielle virksomheder skal handle redeligt og loyalt over for sine kunder.

Vurdering

Det er Finanstilsynets opfattelse, at fratrædelsesbrevet og tilhørende svarblanket er udformet på en måde, der kan foranledige medlemmer, der har opnået ret til offentlig førtidspension, til at tro, at de alene kan vælge at sætte kryds ved felt 4 (anmodning om udbetaling af pensionsordning). Finanstilsynet finder, at det er i strid med § 3 i bekendtgørelse om god skik, at det ikke fremgår, at medlemmer, der har opnået ret til offentlig førtidspension, også har mulighed for at ansøge om bidragsfritagelse, og at disse medlemmer derfor kan vælge imellem, om de ønsker at ansøge om hhv. bidragsfritagelse (”langvarig erhvervsudygtig”) eller ansøge om at få pensionsordningen udbetalt (førtidspension). Finanstilsynet finder endvidere, at reglerne og god skik tilsiger, at det bør forklares, hvilken økonomisk konsekvens det for medlemmet at vælge hhv. ”førtidspension” i stedet for ”langvarig erhvervsudygtig.”

Det fremgår af fratrædelsesbrevet og tilhørende svarblanket, at svarblanketten skal returneres inden 4 uger. Finanstilsynet finder, at det er i strid med § 3 i bekendtgørelse om god skik, at det ikke fremgår, at hvis fratrædelse skyldes sygdom/ulykke, uden at medlemmet har været fraværende i 13 uger, kan medlemmet vente med at søge om bidragsfritagelse til de 13 uger er gået.

Finanstilsynet finder endvidere, at det tydeligt bør fremgå af fratrædelsesbrevet, at et medlem, som er ophørt med at betale bidrag, efter 3 måneder mister retten til bidragsfritagelse, hvis medlemmet ikke har ønsket henstand eller søgt om bidragsfritagelse. Finanstilsynet finder, at det vil være redeligt og loyalt at oplyse om dette. Dette er væsentligt, således at medlemmer, der oplever lang sagsbehandlingstid for tilkendelse af offentlig førtidspension, ikke afventer denne tilkendelse, før de fremsender dokumentation for erhvervsudygtighed til pensionsselskabet.

Finanstilsynet finder endvidere, at det er i strid med § 3 i bekendtgørelse om god skik, at det ikke fremgår af brevet, at hvis en medlemmet vælger at krydse af i feltet ”henstand” opnår medlemmet mulighed at opretholde dækningen som selvbetaler efter henstandsperioden uden at skulle afgive nye helbredsoplysninger.

Det fremgår af regulativerne, at bestyrelsen kan bevilge bidragsfritagelse, hvis medlemmet har været erhvervsudygtig i uafbrudt 13 uger, og der foreligger lægeattest for erhvervsudygtighed. Det følger samtidig af SISA’s svar, at det er praksis, at der bevilges bidragsfritagelse i disse tilfælde. Finanstilsynet finder, at når der forefindes en entydig praksis i form af bevilling, så bør denne praksis fremgå direkte af regulativet.

Det fremgår af regulativerne, at ”Bidragsfritagelsen ophører, hvis bestyrelsen bedømmer, at betingelserne herfor ikke længere er til stede”. Finanstilsynet finder, at det følger af reglerne om god skik, at objektive kriterier bør ligge til grund for, om en bidragsfritagelse skal ophøre eller fortsætte. Derfor finder Finanstilsynet, at regulativerne bør tilrettes, så det fremgår efter hvilke kriterier afgørelse om, hvorvidt bidragsfritagelse skal ophøre eller fortsætte, foretages.

På denne baggrund påbyder Finanstilsynet, at SISA tilretter fratrædelsesbrevet og tilhørende svarblanket, så det klart fremgår,

  • at medlemmer, der har opnået ret til offentlig førtidspension, også har mulighed for at ansøge om bidragsfritagelse.
  • hvilken økonomisk konsekvens det har for medlemmet at vælge hhv. ”førtidspension” i stedet for ”langvarig erhvervsudygtig.”
  • at hvis fratrædelse skyldes sygdom/ulykke, uden at medlemmet har været fraværende i 13 uger, kan medlemmet vente med at søge om bidragsfritagelse, til de 13 uger er gået.
  • at et medlem, som er ophørt med at betale bidrag, efter 3 måneder mister retten til bidragsfritagelse, hvis medlemmet ikke har ønsket henstand eller søgt om bidragsfritagelse.
  • at medlemmer, der vælger ”henstand”, har mulighed for at opretholde dækningen som selvbetaler efter henstandsperioden uden at skulle afgive nye helbredsoplysninger.

Finanstilsynet påbyder endvidere, at SISA tilretter regulativerne, således at det direkte fremgår af regulativerne,

  • at medlemmer efter ansøgning har ret til bidragsfritagelse, hvis medlemmet har været erhvervsudygtig i uafbrudt 13 uger, og der foreligger lægeattest for erhvervsudygtighed.
  • efter hvilke kriterier afgørelse om, hvorvidt bidragsfritagelse skal ophøre eller fortsætte, foretages.
    SISA skal senest inden 6 uger fra dato overfor Finanstilsynet redegøre for, at påbuddet om tilretning af fratrædelsesbrevet og tilhørende svarblanket er efterlevet.

SISA skal senest inden 1. august 2014 overfor Finanstilsynet redegøre for, at påbuddet om tilretning af regulativerne er efterlevet.

Klagevejledning

Finanstilsynets afgørelse kan, senest 4 uger efter at afgørelsen er modtaget, indbringes for Erhvervsankenævnet pr. e-mail til adressen ean@erst.dk eller pr. post til Dahlerups Pakhus, Langelinie Allé 17, Postboks 2000, 2100 København Ø, tlf. 35 29 10 93, jf. § 372, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed.
 
Det følger af § 7 i bekendtgørelse om Erhvervsministeriets Erhvervsankenævn, at det er forbundet med et gebyr på 4.000 kr. at klage til Erhvervsankenævnet. Ved klager over forhold, der ikke vedrører klagerens aktuelle eller fremtidige erhvervsforhold, er gebyret dog 2.000 kr. Efter § 15, stk. 4, i nævnte bekendtgørelse, kan nævnet eller formanden på dets vegne træffe bestemmelse om hel eller delvis tilbagebetaling af det indbetalte gebyr, hvis der gives klageren helt eller delvist medhold. Gebyret tilbagebetales, hvis klagen afvises.

Offentliggørelse

Det følger af § 354 b i lov om finansiel virksomhed, at Finanstilsynet skal orientere offentligheden om sager, som er behandlet af Finanstilsynet og som er almen interesse. Finanstilsynet finder, at denne sag er af almen interesse, så påbuddet vil derfor blive offentliggjort på Finanstilsynets hjemmeside.