Fastsættelse af solvenskrav og dispositionsbegrænsende påbud - Vestjysk Bank A/S - Lov om finansiel virksomhed § 124, stk 3 & § 225, stk 2 -

Finanstilsynets afgørelse af 1. april 2014.

Værd at vide

Beslutninger omfatter risikooplysninger og politianmeldelser. Beslutninger er ikke underlagt reglerne i forvaltningsloven eller offentlighedsloven, og de kan således ikke ankes.

Finanstilsynet har i oktober 2013 og januar - februar 2014 været på inspektion i Vestjysk Bank A/S. Bankens solvens var pr. 31. december 2013 på 11,3 pct. efter påbudte nedskrivninger på 499 mio. kr. Solvensbehovet blev opgjort til 10,9 pct. pr. 31. december 2013. Banken havde således en begrænset solvensoverdækning.

Banken opgør sin solvens pr. 31. marts 2014 foreløbig til 10,0 pct. efter CRD4-reglernes påvirkning af bankens kapitalopgørelse. Faldet i solvens-procenten afspejler blandt andet, at der er kapitalelementer i form af supplerende lånekapital, der ikke længere kan indregnes. Banken opgør sit solvensbehov pr. 31. marts 2014 til skønsmæssigt 10,9 pct. Banken opfylder fortsat kravet om en solvens på 8 pct. jf. artikel 92 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber.

Bankens foreløbigt opgjorte solvens på 10,0 pct. er lavere end det førnævnte individuelle fastsatte solvensbehov pr. 31. marts 2014 på 10,9 pct. Finanstilsynet skal i medfør af § 124, stk. 3 i lov om finansiel virksomhed fastsætte et solvenskrav på 10,9 pct., svarende til det tilstrækkelige kapitalgrundlag på ca. 2.194 mio. kr.

Finanstilsynet skal derfor i medfør af § 225, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed, påbyde banken at foretage de nødvendige foranstaltninger for at overholde forannævnte solvenskrav. Finanstilsynet skal også i medfør af § 225, stk. 2, påbyde banken senest den 7. april 2014 at indsende en genopretningsplan til Finanstilsynet. Genopretningsplanen skal indeholde en beskrivelse af de tiltag, som banken vil gennemføre for at bringe den faktiske solvens op over det individuelle solvenskrav.

Læs afgørelsen her (pdf)